Man bliver så glad, når der står 'søgemaskine' og ikke 'Storebæltsfærge' i en moderne dansk ungdomsroman. Forfatterne har lidt svært ved at komme efter det - de vil helst skrive om drager og dæmoner og ren historie - og selv om Rune Homann stadig bruger D-mark i Tyskland, så er der alligevel fart og tankegods over hans fremtids-thriller 'Masterplanen' - samt ikke mindst masser af blinkende maskiner. Vi er i fremtidens København. Det meste af Sjælland er ørken, og skibene lukker ugenert olien ud i Øresund, på gaderne uddeles vand og salt, og temperaturen nærmer sig de 40 grader. Men folk er ligeglade, for der er aircondition i indkøbscentrene, og her er livets sande mening - forbruget. De køber ind og slæber hjem alle sammen undtagen drengen Noller. Noller hedder Niels, og han har ingen penge og allerede mange minus-point på sin personlige file. Nu går han efter at hacke gymnasiet og forbedre sine uduelige karakterer, men inden da falder kammeraten Frede, der er på en højere social level end Noller, over industriens hemmelige plan om at skabe den fuldkomne forbruger. Sådan går det over stok og sten med skanning, lykkepiller og robotter. Der er lys i lampen hele vejen, Rune Homann fortæller letløbende og nok ikke uden inspiration fra amerikanske overvågnings- og fremtidsfilm, men så har han også et ægte horn i siden på forbrugerismen, der bliver spiddet i grumme scener fra indkøbstemplerne. 'Masterplanen' er godt håndværk, man hænger på. Der er dog noget underligt gammeldags over Rune Homanns nære fremtid, fordi børn og unge kan kigge ud ad vinduet og se med egne øjne, at det slet ikke er den vej, det går. Nu går det ned ad bakke mod fremtiden på en anderledes og mindre sofistikeret måde med mr. Bush ved oliepinden. En gang imellem savner man den politiske børnebog!