Der er noget, der hedder 'Vergangenheitsbewältigung' - en kritisk analyse af den tyske fortid, som tyskerne måtte vænne sig til lige fra Anden Verdenskrigs slutning. Denne beskæftigelse med den nazistiske fortid har nogle forfattere levet højt på siden i en trofast anfægtet bestræbelse på at forklare det uacceptable og hele sårene med tiden. Bevægelsen er - trods sit emne - fremadrettet. »Aldrig mere«, hedder det. Når Günter Grass i sin meget omtalte nye roman, der udkommer på dansk i dag, sætter sit punktum, er det med ordene: »Det hører aldrig op«. Bevægelsen er tøvende bagudrettet, en gangart opkaldt efter krebsen, der krabler bagud, når den skræmmes. Med disse ord har Günter Grass måske brudt et tabu, som er overvældende i tysk fremskridtstro, men han har ikke brudt med sin filosofi eller med sit ærinde, som er virkeligheden sat uden for alle brændpunkter og ideologier. Romanen - af forfatteren selv kaldt novelle - er på én gang fornem historieskrivning og en litterær kontekst, der graver tilbage. Ikke fremad - Günter Grass er blevet for gammel.
»Det hører aldrig op«
Lyt til artiklen
