Tre søstre er hovedpersonerne i Vibeke Manniches debut, 'En særlig dag', som kaldes en roman, men som aldrig når at blive det. Dertil slutter den for brat og for uforløst. Hele bogen, så kort den end er med 160 sider, lægger op til de sidste 15, hvor en af personerne handler brat og uden noget som helst psykologisk oplæg, og de to andre hovedpersoner helt forsvinder. Inden da er vi kommet gennem et sandt batteri af problematikker. Den ene søster, Line, er hjertelæge, så på hospitalet har vi forkalkede hjerter, rygelunger, silikonebryster og fedme foruden træske mænd og oveni også Lines dårlige samvittighed over for børnene efter skilsmissen og bekymringen over den 14-årige søns skolefester med druk. Den anden søster, Helle, er socialrådgiver, så hun har også tallerkenen fuld af problemer samt af alt for meget mad. Helle er smældfed og har en dum, led mand. Bitten er lillesøster, forkælet og journalist samt omsider gravid med en ambitiøs mand, der allerede tegner til et hjerteanfald om et par år. Bitten har også problemer, men Manniche giver hende dog et strøg af humoristisk sans et par gange, hvilket man er taknemmelig over. Meget ville være vundet, hvis Vibeke Manniche havde ventet lidt med bogen, havde skrevet de første ret ubehjælpsomme sider om en gang til og løsnet på det stive sprog, der minder om Ib Henrik Cavling i gamle dages ugeblade. Hun burde have udbygget sine personer, så de ikke var omvandrende problemkomplekser, men rigtige mennesker, samt have ladet dem leve videre i lidt længere tid, så det gav en eller anden mening for læseren, at deres liv blev præsenteret for os. Som den er nu, virker bogen nærmest som et ret dyrt oplæg til selvhjælpsgrupper.