0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Taberliv

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Visse bøger bør man kun læse, når man er i strålende humør, og alt går strygende. Således med Emmanuel Boves 'En mand der vidste', der oprindelig er fra 1942, men nu kommer på Gyldendal i Henneberg Pedersens nykommaterede oversættelse og i meget smukt format.

Bove (1898-1945) havde sin blomstringstid i 1920'erne, men henfaldt efter krigen i dyb glemsel. Alt dette ændrede sig dog i 1970'erne, og i dag er Bove kanoniseret, komplet med indplacering ved siden af Kafka, Robert Walser, Beckett og Rilke. Og ikke uden grund.

Boves kendetegn er en meget direkte og uforblommet stil, en simpel syntaks og rent tematisk en helt usædvanlig evne til at fremstille taberliv: Fattige, ucharmerende, ynkelige, bitre, demoraliserede og gemene mennesker er ofte hoved- eller bipersoner.


I dette tilfælde den 57-årige Manuel Lesca, der sammen med sin søster Emily bor i en mørk og ramponeret lejlighed i Paris. Lesca er læge, men har ikke arbejdet de sidste 20 år og hutler sig igennem ved hjælp af ydmygende tiggeri hos gamle venner.

Søsteren er en fortabt skæbne, der sidder alene hjemme dagen lang. Lesca har en god veninde, indehaveren af en lille boghandel, madame Maze, men denne sidste tråd til en mulig lykke river han distræt og frygtsomt over.

Lesca er en patologisk nar, i traditionen fra Dostojevskij og Gogol: den hypersensible hykoponder, der er så fladtrykt af nederlag og afvisninger, at han stort set aldrig er i stand til at optræde naturligt, men altid flammer op i teatralske raserianfald eller omvendt bukkende og skrabende krymper og fornedrer sig i underdanig frygt.

Handlingen er indskrænket til et absolut minimum, det meste er en ørkesløs tomgang og en valen gang på stedet.

Dette forkomne liv er fyldt op af lattervækkende forsøg på selvbedrag, der siger, at: »i morgen tilsmiler heldet mig«, og da vil den virkelige Manuel træde frem i al sin imposante stråleglans - hvorefter morgendagen ikke overraskende bringer endnu en støvet dag, der ligner de øvrige til forveksling.


Midt i denne ørken af tomhed har Bove en stor sans for at skildre den grimasserende og forvredne måde, ethvert spor af genuin ømhed og venskab viser sig på. Lesca forsøger et sted at overtale madame Maze til at tilegne sig de få ejendele, hun for 15 år siden efterlod hos sin eksmand, men forsøget viser sig som en rasende afvisning af, at den gode frue skal foretage sig noget.

Madame fornemmer dette og vækker en »umådelig glæde« hos Lesca, hver gang hun på trods af hans protester opfordrer ham til på hendes vegne at tage skridt til en tilbagelevering af de få effekter, det drejer sig om.

Men Lesca kan aldrig vise denne glæde, han indhyller den hver gang i et paradoksalt skær af modvilje og irritation. Og sådan er menneskene hos Bove uigennemsigtige for hinanden, i en på skift grum og komisk farce.

Hvad er det, manden vidste? Det er svært at sige. Romanen slutter i det blå, efter at Lesca har stødt såvel søsteren som madame Maze fra sig og er overgivet til komplet ensomhed. Han har ingen erfaring, ingen visdom, ingen viden, ingen indsigt.

Det er dette tab, denne fallerede eksistens, hele fornedrelsens og middelmådighedens anatomi, Bove brillant og uden svinkeærinder blotlægger. Ikke desto mindre tilrådes det, at man inden læsningen forvisser sig om, at man selv har sit på det tørre, så man inde fra den trygge strandbred nysgerrigt kan fordybe sig i Boves fremstilling af det fortabte livs falbelader.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement