'Stilleben' er den tredje roman fra den 34-årige Trisse Gejl. I 'Stilleben' sætter forfatteren sig mellem to stole. Trisse Gejl er både til komedie, men også til en gammel sort skilsmissehistorie, som godt kan trække tårer.

For måske blev hovedpersonen Julie aldrig elsket af farmand, og måske, oh store forræderi, er de gaver som faren gav, i virkeligheden nogen moren har fundet på, så Julie og hendes søster ikke skulle tro, de var glemt.

At skrive om både det svære og det lette er ikke nemt, for under grinet ligger hulket på lur. Det giver en hjerteskærende effekt, en rigtig hjerteknusereffekt, hvorkleenexen jævnligt skal vrides.

Det er potentialet hos Trisse Gejl, at hun både opsøger og skaber situationskomikken, men at hun også er på jagt efter sårbarheden lige underneden.

Og i 'Stilleben' er hun mere på omgangshøjde med vittigheden end den klæbrige sorg, som om forfatteren stadig ligger lidt for meget under for gængs opdragelse, hvor alt for guds skyld skal håndteres kækt.

For vi har jo lært, at man ikke må flæbe som voksen. Men netop i romaner gælder andre regler, her kan man brøle igennem. Faktisk kan man netop smide alle dumme og besværlige følelser ind i en bog, og så lukke døren fra den rigtige side.


Julie er blevet gift med Pierre, der som navnet siger er fransk, og de har fået den dejlige lille unge Leif (eller Læf, som Pierre udtaler ham). Julie har en uafsluttet læreruddannelse bag sig, men nu er der kommet styr på det hele i det lille rækkehus, hvis det ikke var for den uro, som Julie går rundt og føler.

Ikke mindst det raslende birketræ uden for huset kan hensætte Julie i en tilstand af ophidselse, fordi træet simpel