Der er ikke noget galt i at bruge børnebogens skabeloner, hvis man gør det godt nok. Det er derfor, de er der. I 'Drengen der ville vide mere' fejler Henrik Nilaus på to afgørende punkter. Han roder for mange skabeloner sammen, og han sandsynliggør dem ikke. Her har vi drengen Tobias i grænselandet mellem legebarn og småforelsket. Så forsvinder hunden Rolf. Imens er Nikoline ved at lære Tobias at tungekysse. Dyrlægen får indbrud, en mystisk nabo får mystiske gæster, og Nikoline spørger, om de skal komme fast sammen. Han plejede ellers at lege med hendes lillebror. Så det gør de alle tre denne sidste gang - leger. Og børnene lister rundt på villavejene som et tyndslidt detektivbureau og generer andre folk i deres haver. Endelig opklares mystikken, både hvad hund og nabo angår. Sidstnævnte viser sig at være mere end god nok. Der rejses nogle spørgsmål om utidig indblanding, men de besvares ikke rigtigt. Tungekysset smager heller ikke Tobias rigtigt endnu - men det kommer til en, 'der ville vide mere'. Hvis det er en raffineret måde at fortælle flere historier i én på, så er det i hvert fald ikke lykkedes. Henrik Nilaus skriver levende og jordvindende, men hans plot er uigennemskueligt og usandsynligt.
Videbegær
Lyt til artiklen
