Australien er besat. Fjenderne har lidt skæve øjne. De kom i kirketiden. Det er plottet i John Marsdens lavteknologiske og højpolitiske historier fra en nær fremtid. Med 'Brændende hævn' er serien nu oppe på fem af de planlagte syv bind. Måske han skulle have satset på lidt mindre ... Den lokale situation hjemme bag ved Wombegonoobjerget er den, at pigen Ellie og hendes fire venner stadig er i live og bekæmper fjenden med næb og kløer. I dette bind udsletter de den nye lufthavn i Wirrawee med enkle midler. Og på den verdenspolitiske scene er situationen den, at New Zealand nu aktivt støtter australiernes kamp, og med kun to bind tilbage kan man håbe på, at de sammen vinder og får fjenden smidt ud inden tetid. Mens Ellie sniger sig af sted som en anden Che Guevara, snakker hun løs om de gamle dage ude i bushen med en mor og en far og en høne, der blev hypnotiseret, og de spring er historiens puls. Fordi børnene kommer fra landet, er de snilde og snarrådige og kan køre bil, selv om de ikke har kørekort. Det er uendeligt beroligende at høre om næbdyrets vaner, mens kuglerne pifter om ørerne på ungerne og eksplosionerne brager.
Bushkrigerne
Lyt til artiklen
