Det er O.K. med børnebøger om 'noget'. Det var fint med Deborah Ellis's bog fra Kabul sidste år - 'Den usynlige pige' - og det har også været helt O.K. med alle Kåre Bluitgens bøger om f.eks. Mexico og Chatila. Men der må være en grænse, og hvis forfatteren ikke selv kan trække den, så må forlaget gøre det, og gør forlaget det ikke, så bør Gyldendal i hvert fald sørge for, at 'Regnskovens hemmelighed' af Eric Campbell ikke bliver oversat til dansk. Sådan er det. Det er sådan en udgivelse, der bringer børnebogen i miskredit. Man tager et enkelt folkemord, blander det op med de truede bjerggorillaer og lader dét være baggrundsmusik for to hvide børns flugt blandt frådende hutuer og tutsier ud af Rwanda. Anna og James fører tænksomme samtaler undervejs, men rigtig hjerteligt bliver det først, da de møder vulkanskråningernes kæmper og en engelsk kvinde. Hun rører dem dybest, og hun har været død i mere end 20 år. Eric Campbell er selv ude om, at hans bog ender trist for både mennesker og menneskeaber. Ingen har noget godt at sige om fremtiden i Rwanda. Forfatteren selv flygter ud af landet sammen med sin bog. »Puha«, puster han, »nu er jeg i Uganda. Nu kan de passe sig selv derovre!«. Ikke en gang sin research har Eric Campbell gidet udføre ordentligt. Ét sted kigger børnene på en udbrændt katolsk bygning og undrer sig, for »de gør jo kun noget godt«. Dén sætning burde ikke være der. Anna og James kom ud. Det gør englænderne for det meste.
Død og fordærv
Lyt til artiklen
