I princippet er jeg en stor fan af P.D. James' på én gang gruopvækkende makabre og kultiverede kriminalhistorier med den eftertænksomme, lyrikskrivende politimand Adam Dalgliesh som hovedperson. Men sommetider giver fru James sig altså lidt for god tid og fortaber sig så grundigt i minutiøse beskrivelser af landskaber, bygninger, interiører og personer, at selv en ellers ret hærdet læser af klassiske engelske gådekrimier får mere end nok. Det gælder i høj grad for den mere end 400 sider lange 'Gejstlig død', hvor der er masser af atmosfære og snak og tonsvis af ledetråde og falske spor, men netop så meget af det alt sammen, at det i lange perioder nærmest føles, som om handlingen står stille. Nogle læsere elsker den slags stemningsmættede historier med mængder af psykologiske studier af excentriske personer fra den engelske provins, og de bør straks købe bogen, for der er næppe nogen, der gør den slags bedre end P.D. James. Men foretrækker man et plot med lidt mere bevægelse, og har man ikke lyst til at bevæbne sig med papir og blyant for at holde rede på, hvem der havde adgang til hvilke nøgler, og hvem der havde hvilket mudder på skoene osv., bør man nok søge anden underholdning. Retfærdigvis skal det siges, at Adam Dalgliesh, som i dette bind smukt genoplever en erotisk ungdomserfaring og måske nærmer sig en ny kærlighedshistorie, altid er en fremragende figur, og at man altid lærer noget af P.D. James' bøger. I denne historie, der foregår på et afsidesliggende anglokatolsk præsteseminarium et sted i Sydengland, er der f.eks. masser at hente, hvis man er nysgerrig efter at vide noget om den engelske statskirke og dens mangfoldighed af indbyrdes stridende fraktioner.