Hvor dum kan man være! Det er, hvad Æsops fabler handler om. Tag nu ulven, der begynder at snakke med sin middagsmad - et æsel - og derved kommer i sparkelinjen og af med alle bisserne. Hvor dum kan man være! Ulven får i hvert fald ikke flere chancer, nu hvor den er tandløs. En af dens fætre bliver aftensmad for løven, fordi den bliver for glad for sin egen gevaldige skygge. Opblæst naragtighed medfører øjeblikkelig ædning. Æsops fabler er et rigt skatkammer, som nu beriges yderligere ved Flemming Quist Møllers genfortællinger i mundret prosa. Det er som at være der selv, når den mere kloge narrer den mindre kloge, som så må liste bort med hængende ører ligesom haren i den klassiske om væddeløbet med skildpadden. Det kan siges helt kort, som når bonden fortæller sine børn, at alliken blev fanget, fordi »den bildte sig ind, at den var en ørn«. Allerbedst er det, at Birde Poulsen har lavet billederne. Hun er dyrenes ven og tegner om nogen, hun kan skildre deres sjæl og særpræg; closeups af vilde dyr veksler med rolige fåreflokke, runde hestenumser og en eftertænksom hane. Birde Poulsen er ikke en af de vilde tegnere, men hun lægger stille og roligt en personlig oplevelse af naturen ind i billederne. De står i øvrigt lidt blegt og savner nok tegnerens speciale: de spektakulære, gennemarbejdede baggrunde, hvori den halve historie og fabel kan fortælles.
Oh, Æsop!
Lyt til artiklen
