»Kultursamfund er ikke fæstninger, men vejkryds«, skriver den norske forfatter Jan Kjærstad i 'Opdageren'. Og alene den sætning er vel hele bogen værd. For skønt sætningen kunne antyde, at Kjærstad har den politisk korrekte pegefinger lovlig langt fremme, er der balance i tingene. Bogen giver en fuldt udfoldet satire om det moderne Norge, og det giver romanen tyngde, at Kjærstad har noget på hjerte og giver sit hjemland en velfortjent opsang. Desuden er bogen selvfølgelig et bastant punktum i historien om tv-stjernen Jonas Wergeland og knytter an til 'Forføreren' og 'Erobreren'. Her er det Wergelands datter og hovedpersonen selv, som fører ordet og nye facetter bliver føjet til det fantastiske og detaljemættede billede, læserne allerede har fået. På et enkelt punkt skuffer Kjærstad dog denne anmelder - og det er i beskrivelsen af datteren og hendes multimedievenner. Her bliver billedet lovlig rosenrødt, og der savnes lidt af den satire, der har givet resten af værket bid. Det er som om forfatteren, har været lovlig forhippet på at give en positiv fremtidsversion. Samlet er de tre bøger en bedrift: Så meget og så lidt kan siges om et menneske - uden at give endegyldige svar og stadig med meget at undres over.
Én på opdageren
Lyt til artiklen
