Når man læser Poul Vad - det er for øvrigt sjældent, man gør det - har man altid en fornemmelse af, at hans tekster først og fremmest er private, og at han har sendt dem som brev, fordi man måske er trængende og kan forstå dem. Det er privatkorrespondance i ordets bedste forstand - og de gør deres virkning, ikke som underholdende åbenbaringer, men som tankefostre, han selv har udruget, og som man efter behag kan glæde sig over eller lade ligge. Det foreliggende udvalg af tekster strækker sig fra 1960'erne og frem til i dag og viser hans udvikling fra skønlitterær forfatter til essayist med forkærlighed for kunstens verden. Forlaget kunne godt have bragt billeder af Lucas Cranach, Edouard Manet og Christian Schad - men det kunne selvfølgelig også lade være, for Poul Vads skildring er omhyggelig og naturalistisk, indtil det punkt hvor forfatteren selv tager over og fortæller om sit indtryk af maleriet. I tilfældet 'Judith med Holofernes hoved' af Lucas Cranach afslører erkendelsen af billedet sig som en vidunderligt løgnagtig myte: en sød og uhyggelig kvinde med det afhuggede hoved, en spøg, der afslører sig som komisk-parodisk billedkunst. Det er et glimrende essay, som vil få læseren til at længes efter gensyn med maleriet. Er det sandt, at maleriet med sin gru ikke inviterer til rationelt ubehag, men til æstetisk fascination? Poul Vad får det til at være sandt.
Den indre korrespondance
Lyt til artiklen
