Svein Nyhus er norsk og tegner. Da han begyndte på en billedbog om 'Lille Lu', kunne han slet ikke holde op igen. Så det er blevet til højtlæsningsbogen om 'Lille Lu og troldmanden Bulibar' i stedet. Det er en slags eventyr. Måske skulle Svein Nyhus være stoppet i tide. Det er en usædvanlig ordflommet historie om det lille væsen Lille Lu, der går i tjeneste hos én af byens troldmænd og hjælper ham i stort og småt Tonen er overdrevent indladende, småklynkende og ikke spor eventyrlig eller medrivende. Bedst er (naturligvis) tegnerens tegninger, der har fundet en rolig (grå)tone af særhed og trolddom. Svein Nyhus fortæller naturligvis ikke med bind for øjnene. Den overdrevent rytmisk, messende gentagelse af navnet Lille Lu er ham bevidst. Det funker måske ude i bygderne, men et moderne, dansk barn vil spørge: »Far, hvorfor bruger manden sådan et baby-sprog?«. Og det kan f.eks. være: »Lille Lu ved ikke hvad Lille Lu skal sige. For Lille Lu kender ikke nogen ...«. Mellem alle Lille Luerne handler det om at bo sammen, når man er gammel og skrøbelig eller lille og usikker. Der er gode scener fra de bedre troldmandskredse - der bliver fjumret en del i dén branche - og enden er god, for som der står til sidst: »Nu ved Lille Lu at de kan hjælpe hinanden«. Det antydes også til slut, at Lille Lu og hans troldmand skal ud på en rejse. Jeg tror ikke, jeg er hjemme, den dag næste bog udkommer.
For meget
Lyt til artiklen
