I et interview til Politiken i 1999 fortalte Dea Trier Mørch, at hun gik og tumlede - ikke med en slagplan - men med en drøm om at skrive en samtidsroman. To år senere, kort før hendes død, lå omridset af 'Murmaler' klar. I efterskriftet forklarer Gyldendal, at udgivelsen består af »manuskriptets mest gennemarbejdede kapitler«. Så vidt så godt - men godt nok til offentliggørelse, solidt nok til at markere tekstens ambition? Og i sidste instans loyalt over for afdøde? Det er vel de klassiske spørgsmål, et forlag stiller sig, når det får slige skrøbelige skrifter i hænderne. I tilfældet 'Esteban Murmaler' virker det imidlertid, som om forlaget har vaklet mellem enten at trykke det mest velskrevne eller rub og stub og i sin tvivlen er landet på en ujævn middelvej. hvert fald optræder nogle kapitler nærmest forstyrrende og kan kun være udvalgt, fordi de indikerer projektets større ambition: den historisk-politiske horisont. Det er derfor med en række forbehold samt 'snydelæsning' af efterskriftet, at Dea Trier Mørchs trofaste læsere må gå i kødet på det, der muligvis var tænkt som en bredere roman, men som i sin ufærdige form er en skitse af en livs- og skaberkrise med historiske fangarme. Der er med andre ord ikke så meget at gå i kødet på. Og så foregår den i øvrigt i begyndelsen af 1990'erne. Var meningen monstro at følge titelpersonen frem til årtusindskiftet?
Efterladte skitser
Lyt til artiklen
