Man kunne for eksempel begynde i periferien, for det er der, man finder sagens kerne, når sagen er digteren Klaus Rifbjerg. I novellen 'Mørket' - som har stået i DSB's passagerblad, men ikke i nogen bog, før den bliver samlet op i dagens novellebind 'Oven over alting' - er der en mand, der husker noget fra sin barndom. Dem er der mange af, hos Rifbjerg og hos alle mulige andre forfattere. Men måden, det er den, man kender Rifbjerg på. Manden husker et møde med en anden af samme køn. De stod og hang over cykelstyrene. De snakkede om skolen, ellermåske om politik, det husker han ikke. Det er noget andet, han husker: »pludselig så jeg krydset, jeg så den mærkelige geometriske figur som cyklernes stel danner mellem styr, sadel og pedaler. Og jeg så dine ben«. Han arbejder lidt videre med den erindrede sandhed. Så kommer der bogstavelig talt kød på den: »Der hvor alle linjerne - dem af metal og dem af kød og blod - løb sammen, var et mørke, hvis dybde i et mærkeligt sug syntes at blive trukket ind i mig, så dybt ind, at det ikke siden har været til at få ud igen«. Klaus Rifbjerg er som offentlig skallesmækker klarhedens mand, oplysningens muntre søn, der elsker de skarpe standpunkter. Digteren Rifbjerg er den, der sanser og husker skarpt - og som så formår at lægge lag på lag ind bag den dagklare sansning, ind i det mørke, hvor køn og ånd løber sammen, og modsatte følelser har deres fælles rod. Han behersker et dansk sprog, der åbner vejen fra sans til samling, fra de små iagttagelser til de store energier. Overalt i hans vers og noveller og essays finder man den slags glimt. Man tror, man er ved noget perifert, en ligegyldig detalje, og vupti! er man ad en original vej sat på sporet af sagens kerne. Denne herskende evne bruger han i alt, hvad han skriver. Men det er i det digteriske, den kommer til fornemst udfoldelse. Tydeligst i de korte former, verset og novellen. Eller i den mellemform - de helt korte poetiske prosastykker - som han i dagens anledning udgiver 70 af, kaldet 'Epifanier'. Epifani Titlen er usædvanlig velvalgt. Begrebet epifani stammer fra religionen, hvor også den ateistiske Rifbjerg har dybe rødder. Det betegner gudens åbenbaring, enten som stjernen, der viste de hellige tre konger vej, eller som den opstandne Jesus, der viser sig for sine disciple ved Emmaus. Modernismens gudløse forfattere med James Joyce i spidsen har lagt hånd på epifanien og gjort den til navn for den verdslige åbenbaring, de efterstræbte, hvor en sansning giver én den salige oplevelse af, at der er hul igennem til en virkelighed så virkelig, som var den af en anden verden. Fra debutdigtene for 45 år siden, hvor Rifbjerg spøgefuldt lod sig selv som foster ane Horsens gennem en navle, til dagens 70 korttekster små 130 bøger senere, samlet om en enkelt sansning hver, hvad enten det er lugten på et lokum eller et søvnløst barns blik, er det lykkeligste i Rifbjergs tekster en stribe af sådanne epifanier. 'Søvnløshed', en af de smukkeste, forfærdeligste og mest karakteristiske i samlingen, viser, hvad det er, han kan - og at han stadig kan det så godt som nogensinde. Alle forældre kender situationen, ungen er lysvågen og vil ikke sove, selv om det er midt om natten. Man ved, hvad man som voksen skal føle, medlidenhed selvfølgelig, og intet andet. Men netop det andet, den forbudte følelse (satans til unge) trænger sig på, og vokser i Rifbjergs tekst, indtil den får mytologiske dimensioner, Medusa, Medea og den møgkælling, der lavede lampeskærme af kz-fangernes hud. Samtidig med at skyldfølelsen vokser i samme takt, jo, jo, Rifbjerg ved besked med det unævnelige og kan sætte navn på. I samfundslivet og medierne kender vi ham som provokatør, der røg hash på kulturministerens trappe og kørte i dyre biler for kunstfondpenge. Det har været sjovt eller irriterende alt efter synsvinkel, og tak for underholdningen. Men den egentlige provokation, den, der er tilbage, efter at piberne er banket ud og dollargrinene hugget op, den står i en lille tekst som 'Søvnløshed' og består i evnen til at sætte ord på noget så forfærdeligt, som at viljen til omsorg og lysten til at slå ihjel kan rummes i det samme, helt normale sind. Travl mand Ved siden af sine poetiske og prosaiske epifanier har Rifbjerg haft en frygtelig masse, han skulle have ordnet undervejs, redaktører, der skulle have en på brillen, almindelig småborgerlighed, der skulle have et los bagi, og gamle venner, der til offentlighedens almindelige undren skulle ekspederes. »Måske venner fra starten er udset til at slå hinanden ihjel - eller næsten«. En overgang var der også en restaurant, der skulle drives og forsvares. Den tredje bog i dagens anledning, 'Den søde kløe', er et udvalg af Rifbjergs journalistik i Information, avisen hvor han begyndte og - foreløbig - er endt, efter tre gode årtier på Politiken indimellem. Bogen er et helt katalog over, hvad journalist Rifbjerg kan. Jan Stage havde været nede at prøvesmage maden på Kong Hans og rapporteret om det. I sin ripost viser Rifbjerg hele slagrepertoiret mod de »småperfide menings-tintninger«, en herlig betegnelse for en genre, Klaus Rifbjerg selv behersker til fuldkommenhed. Her er der sandelig 'hul igennem', af en anden slags end i epifanierne: direkte ind til kæbebenet. Somme tider er energien i hans bladpolemikker så voldsom, at mere flegmatiske sjæle har svært ved at forstå, hvor den kommer fra. Den polemiske energi er også flydt ind i fiktionen. Det skete ikke bare i 'Marts 70', der var en bog, men også for eksempel i sommeren 97 i 'Hvem myrdede overlæreren?', en af de få bøger, Rifbjerg har undladt at udgive, men nøjedes med at overlade som føljeton til Dagbladet Information, der nu hævner sig ved at sætte den på bog i 'Den søde kløe'. Det holder den knapt til - undtagen som demonstration af Rifbjergs idiosynkrasier og, i de bedste kapitler, hans overskud. Samt endnu en fin egenskab: at Rifbjerg som skallesmækker og udskælder aldrig retter sin frisure til efter vindretningen. Som 30-årig var han med til at skabe den litterære tidsånd, ja, en overgang var han selve indbegrebet af den. Senere har han talt den imod med høj stemme, hvad enten det var den ideologiske kritik i 1970'erne, den patetiske 'billet mrk. alvor' i 1980'erne eller de anæmiske klejnsmede fra forfatterskolen i 1990'erne. Holder han? »Holder Rifbjerg?«, lød en replik i en konversation i en af de nyrealistiske noveller, som Rifberg og hans modernistkolleger stjal opmærksomheden fra i 1960'erne. Han har i hvert fald holdt ud. Ingen af hans generation har bevaret energien, udtryksviljen og udgivelsestempoet som han. Det er ikke et forfatterskab, hvis hovedværk nemt lader sig udpege. 'Den kroniske uskyld', som blev gymnasieklassiker, må strides om rangen med en lang række romaner, 'Operaelskeren', hvis mytiske moralisme måske vil gøre dens efterliv kortere end den utrolige indsigt i kvindesindet, som 'Anna (jeg) Anna' rummer, eller kærlighedsportrættet i 'Et bortvendt ansigt'. Novellerne fra den forbløffende rige begyndelse med 'og andre historier' rummer perler, der vil blive læst, så længe nogen læser dansk litteratur. Rollen Men først og sidst og størst og mest holdbart i dette forfatterskab er dog poesien. I alle genrer har han efterladt sig billeder, man husker, men flest i poesien. Lægger man til dagens tre udgivelser en fjerde, vennen Brostrøms udvalg af 'Rifbjergs digte' fra alle årene, der udkom i forrige måned, har man fire bøger, man kan tage under armen som forfatterskabets essens. De rummer også svaret på spørgsmålet om dets holdbarhed. Navnet Rifbjerg er, som navnet Hemingway, ikke bare betegnelsen for et forfatterskab, men også etiketten på en rolle. Dog er rollen, i begge tilfælde, kun noget, fordi ordene var der først og bliver der længst. Nogle af Rifbjergs - altid talentfulde - ord er føget hen i bunken med sne fra ifjor, skønt de bed, da de faldt. Dem er der en del af i 'Den søde kløe'. Men de korte, stramme kunstværker i de tre andre bind - digtene, novellerne, kortprosaen - rummer noget, der har gjort det danske sprog anderledes, end det havde været uden Klaus Rifbjerg. Overalt er der epifanier, åbenbaringer af en virkelighed i sprogbilleder, klare i udtrykket, dunkle i oprindelsen, vibrerende, så de vil vare. Lige meget hvor langt ude han er, formår han hele tiden i glimt at nå ind til centrum. Han har givet os et dansk, der synger. Der er grund til at sige tak for sangen.