Da Lilian Brøgger i begyndelsen af 80'erne for alvor sagde farvel til den socialrealistiske genre skete det med H.C. Andersens 'Ole Lukøje' i et bredmundet, surrealistisk billedsprog. Dén udgivelse skabte faktisk en form for debat. Det vil næppe ske for Otto Dickmeisss version. Vi er blevet mere hårdhudede under øjenlågene. Og det til trods for, at hans billeder i sjælden grad rummer essensen af de engelske barnekamre med pirrende uhygge og uforløste fantasier - tegnet med håndelag og stiv overlæbe. Det er den originale (dvs. ubearbejdede) version. Derfor hedder bogen også 'Ole Lukøie'. Ham kender alle; men de færreste kender vel eventyret. Det kræver sin mand/kvinde som illustrator, og den opgave løser Otto Dickmeiss til perfektion. Han har sin egen tegnestil af ældre model. Der er kælet og tænkt over alle detaljer og farvelægningen er ikke sådan en, man blir i godt humør af. Det er heller ikke meningen. Det er til gengæld at fremstille sjældne drømme i en ramme af uangribelig, angelsaksisk surrealisme. Otto Dickmeiss kan noget helt for sig selv. Derfor er det også lidt synd, at 'Ole Lukøie' er i et mindre format, der ikke yder tegningerne fuld retfærdighed.
Ole og Otto
Lyt til artiklen
