Blandt alle de nye tegnere er Cato Thau-Jensen noget for sig selv. Han kan de samme store armbevægelser (og munde) som sin generation af tegnere, han har letheden; men så har han dybder og et tredje øje, som de andre ikke har. Cato Thau-Jensen har vist et par gange, hvor skabet skal stå. Ikke mindst i billederne til en Bent Haller-novelle i samlingen 'Nye gode historier'. Det er nogle år siden. Brødrene Grimm skal ikke anmeldes. Det er de sikkert blevet. Så hér er et fyldigt udvalg af eventyrene (21 styk) i Carl Ewalds oversættelse tilsat talrige af Cato Thau-Jensens skævbenede tegninger i alle farver. Det er en flot udgivelse. Man genkender tegnerens favoritter. De store rober (eller oppulente kager), fugle, fisk og hunde. Hunde især. Hos Thau-Jensen har de lange snuder i den ene ende af en aflang krop. I 'Rødhætte' bliver ulven - der også er en slags puddelhund - nærmest til en rotte med hale. Dikkedik siger Rødhætte til den. Den er ikke farlig. Farlig er til gengæld Snehvides situation. Det billede er et fastfrosset mareridt i de dunkle farver fra efteråret, han er så god til. Det virker, som om bogens tryk ikke er helt vellykket, der er for meget glans i billederne. Der er ambitioner bag hver enkelt illustration. Disse brødre er ikke hvem som helst heller. Når det lykkes bedst - som i f.eks. 'De to brødre' og 'Snehvid og Rosenrød' - bliver resultatet nærmest ikonagtigt. Så er det pudlens kerne og eventyrets inderste sjæl. Så er det skæbnen, der er på spil.
Pudlens kerne
Lyt til artiklen
