Det er først i anden del af Maria Giacobbes lille bog 'Eksil og adskillelse. 12 (1) ikke så fantastiske fortællinger' denne læser bliver tændt. Første dels seks fortællinger er et nummer for skematiske og drømmeagtige. Det handler om flugt og tilbagevenden, og lokaliteterne er (oftest forladte) paladser, parker, ruiner, labyrintiske gyder, som fortælleren vender tilbage til, oftest efter krig og ødelæggelse. Man ser Sarajevo og Dubrovnik (eller evt. barndommens Korsika?) for sig, selv om de fine, hærgede byer samtidig er de indre hærgede landskaber. Et typisk scenario er dette: »Endnu så mange år efter lå byens indvolde stadig revet ud og blottet i solen. Ruinerne af patricierpaladser og af usle rønner lå tæt langs de stejle bygader og de hvide forvitrede trapper, der ligesom et amfiteater førte op ad bjergskrænten (...)«. Men forankringen i virkeligheden er for svag eller måske rettere for politisk korrekt. Derfor er det i anden del, hvor der er levende personers interaktion og psykologi på spil, Giacobbes skarpe iagttagelsesevne og omhyggeligt beskrevne detaljer kommer til deres ret. (Den lille bog er som sædvanlig oversat af Giacobbes søn, Thomas Harder - til hendes tilfredshed, må man formode).
Livet som eksil
Lyt til artiklen
