Carsten René Nielsens nye digtsamling hedder 'Clairobscur', og det ord betegner som bekendt en maleteknik, hvor man arbejder med skarpe kontraster mellem lys og skygge. I digtene er der da også ofte en modsætning mellem en klart sanset, drømmeagtig vision, og så et eller andet element, der henstår i halvmørke: Noget, som er skjult bag en dør, under et låg, i en skygge eller ganske enkelt er uforklarligt. Og der er ikke bare tale om en kontrast, men også om en bevægelse: Det første digt i bogen hedder 'Lys', det sidste hedder 'Mørke', og det er den vej, det går: Ikke ud eller op i lyset, indsigten, euforien, men ind og ned i mørket, uvidenheden, døden. Lige siden debuten i 1989 har Carsten René Nielsen været inspireret af surrealismen. Efter at den gennem et par bøger var gledet lidt i baggrunden, genoptog han den i sin forrige bog, prosadigtsamlingen 'Cirkler' fra 1998. Og i 'Clairobscur' fortsætter han i samme spor: en klassisk og kølig surrealisme. Det er drømmen, døden og begæret, der er de gennemgående temaer. Mange af digtene handler om basale og brutale drifter, og derfor bliver jeget eller andre personer invaderet af dyr eller dyrisk adfærd. Kropsgrænsen - og jegets forhold til kropsgrænsen - problematiseres: I ét digt har stemmen forladt jeg-ets krop og befinder sig bag en mur, i et andet opsøges jeg'et af sine indre organer. Af og til tilføjes et klinisk præg: En behandleragtig skikkelse (tandlæge, frisør eller lignende) gør noget ved nogens krop. Eller der kan være noget kunstigt ved en krop: sminke, falske øjenbryn. Et eksempel, som samler mange af disse karakteristika, er bogens første digt, 'Lys', som i sin helhed lyder sådan her: »Et vindue blinker i formiddagssolen,/ blinker af til højre, altid til højre,/ ud i universet, rundt om solen./ Så kigger en fisk ud fra navlen,/ tror måske, at lyset er dens rette element./ Men sundhedsplejersken bider dens hoved af,/ spytter det ud i mors hænder og siger:/ Tak for i dag, han er helt normal. / Tiden går, og jeg tæller til ti, mens en pige/ lyner sine flannelsbukser ned og viser mig/ sin fine kønsbehåring. Stryger man/ en tændstik for bedre at kunne se/ er det hår, som vokser ud fra svovlet«. Det mere eller mindre uhyrlige stof kendes også fra surrealistiske film og malerier, og det er nok denne surrealistiske billedkunst, der er Nielsens inspirationskilde - snarere end den surrealistiske litteratur. For der er langt fra de gamle surrealistiske digteres glødende automatskrift til den nøgternt konstaterende stil, der hos Nielsen benyttes med en effektiv kontrastvirkning i forhold til det glødende stof: Vanvittige hændelser refereres, som var de ganske trivielle. Man kunne måske indvende, at Nielsen ikke rigtig udfordrer hverken læseren eller sit eget talent ved i den grad at holde sig til det (stil)sikre. Men er man til surrealisme, kan man roligt læse 'Clairobscur'; forfatteren kan sit kram, og bortset fra et par steder hvor tillægsordene måske er overdoserede (en person siges at have »apatiske, sløve bevægelser/ og et fraværende, tomt ansigtsudtryk«), kan man ikke sige disse digte noget på: De er godt lavet; det er solid og stilsikker surrealisme, hverken mere eller mindre.