Jytte Borbergs nye roman, 'Det er tilladt at smile', handler om en kunstners fødsel. Og det er en hård og ganske kompliceret fødsel, der strækker sig over mange år. Frida hedder hovedpersonen, der i begyndelsen omtales som 'hun', senere, da Frida er ved at blive klar over, hvem hun er, omtaler hun sig selv som 'jeg'. For man må have et 'jeg' for at være kunstner. Fridas vej mod noget, hun gennem lang tid ikke er klar over er en bestemmelse, er knoldet. Hun fødes ind i et super småborgerligt miljø, hun er enebarn, hun er 'fars pige', hvilket næsten er ved at blive fatalt, og hun har en mor, der fremstår umådelig indskrænket, småpludrende og med uhyre respekt for, hvad der nu engang hører sig til blandt småborgerskabet i Århus. Selvfølgelig går en pæn lille pige til dans, og selvfølgelig er Frida den, som ingen af de vandkæmmede drenge gider inklinere for, selvfølgelig surmuler Frida og belæres i den anledning om, at det er tilladt at smile. Og tilladelsen formuleres som en ordre: Smil, ellers vil hverken drengene eller verden have noget med dig at gøre. Men Frida smiler ikke, for hun er af en helt anden støbning. Hun gør alt muligt andet end at være sine omgivelser tilpas. Hun afskyr sin mor, og hun har slet ingen forståelse for hende, selv ikke da hun bliver ældre. Det er et meget besk morportræt, Jytte Borberg her har skabt, nok et af de ondeste i nyere litteratur.
Knoldet vej mod kunsten
Lyt til artiklen
