Tårerne er ikke tørret ind endnu efter læsningen af Anne Lilmoes lille bog om en pige, der skal dø. Den er sørgelig på en smuk måde. Lige til kanten. Egentlig vidste man ikke, at kanten lå så yderligt ... Der er skrevet mange bøger om børn, der skal dø. Rigtig god er Jostein Gaarders 'I et spejl i en gåde'. Anne Lilmoes 'Anna og Engel' er i slægt med den. Det er stemningen af forsoning og mildhed. Den inderste glæde før den yderste dag. Anne Lilmoes går helt tæt på dødslejet. Ganske vist flyver pigen Anne på 12 år om natten med sin nye ven Engel, der heller ikke ved, hvad der skal ske. De to bader og rider på hesten. Men allerstærkest er Lilmoes inddragen af familie og venner til Anne. Der er meget klogskab gemt i de korte sætninger. Det er en bog til både højt- og selvlæsning. Nærmest ét langt knæk-prosadigt. Anne Lilmoes hører til den lidt ældre generation af stærke, okkulte damer, som dansk børnelitteratur kan takke for så meget de senere år. Et andet navn er jo Birgit Strandbygaard. Og med okkult tænkes blot på, at engle og genfødsler og det tredje øje kan indgå som en naturlig del af historien. Det lykkes her. Det gør det ikke altid. Anne Lilmoes er mest kendt for sin serie for unge på syv bøger om Yaxhiri. De er i genren okkult-fantasy-feminisme, og de er for det meste rigtig gode. I 'Anna og Engel' viser hun, at hun også kan skrive ultrakort og bevare den høje følsomhed, uden det kammer over. Det er en sorgbog, man bliver lidt glad af at læse.
Ved dødslejet
Lyt til artiklen
