0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Gallisk pulp fiction

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

En anløben playboy, en supermarkedsdirektør og så en kvindelig undersøgelsesdommer bliver professionelt skudt ned på næsten samme måde inden for et døgns tid.

Vi er i Sydfrankrig ved Rivieraen, det franske Sicilien, hvor den italienske og den korsikanske mafia arbejder, gerne og grotesk med forgreninger oppe i storfinansen, ja helt ind i præsidentpalæet i Paris. Til fransk politik hvor den, som smører godt med franc i kilovis, kører godt på korruptionens kyniske motorvej.

En politikommissær med danske aner, Tom Borg, bliver sat på sagen og bliver samtidig kontaktet af en slags 'rene hænder'-organisation, som skal rydde op i gangsteriet. Men som vi ved det fra Sartre, er de fleste hænder urene.

Selv dem, som sidder solidt på Tom Borg, der ud over at bedrage sin kone med en smuk kollega også skubber lidt sorte penge til side.

Det kommer ham dyrt at stå, han ruller selv ud på et sidespor, der fører til mord og tortur, men også til fransk vask og strygning på højeste plan.


Ole Bornemann fik et flot og prisbelønnet gennembrud sidste år med 'Det sidste vidne'. Nye læsere kan begynde her, men gamle vil nikke genkendende til miljøet, stilen og sproget. Bornemann skriver hårdkogt i kontante hovedsætninger om en smuk egn med pastis og pistoler, herligt politisk ukorrekt, hvor kvinder er villige og billige, listige og liderlige.

Og mændene er af samme grove stof som i franske film noir, hvor Lemmy er natklubbens sidste gæst og en Jean Gabin, Lino Ventura og Alain Delon går med blød hat og sort browning morgen, middag og aften.

Og det er så afgjort forfatterens force og sådan set meget fransk, at alt er skrevet med en no nonsense-realisme uden tid til kærtegn, plotsammenhæng og psykologi, simpelthen gallisk pulp fiction.

Således er 'Den døde taler' en dødspændende krimi et langt stykke ad vejen. Den begynder lige på og hårdt med nedtælling til en pludselig død for vor antihelt. Desværre falder stilen mod slutningen, hvor det syrligt sortladne kysser det sentimentalt solstrålende.

Bornemann er langt bedre til indigneret at hudflette fordækte forhold end til en happy end a la Hollywood. Og der måtte gerne komme lidt mere personkarakteristik på romanens mennesker.

Men stadigvæk og helt sikkert, er man til franske øretæver og lidt træt af den skandinaviske flæbekrimi, så er denne anbefalelsværdig. Vraiment!

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce