0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Mens vi venter på Jesus

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Rasmus Baaner
Foto: Rasmus Baaner

Foto: Rasmus Baaner

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Om Gud vil, og vejret holder, så er der møde på lørdag.

Sådan lyder den klassiske, missionske indbydelse her i landet. Men svenske pinsefolk er endnu en tand mere gudfrygtige. De skriver sådan her: Om Jesus dröjer... , altså: Hvis det trækker ud med Jesu genkomst, så ses vi på lørdag.

Hermed er der lagt et vist tidspres og en inspirerende usikkerhed ned over alting, og der er også, som P.O. Enquist skriver et sted i dagens store roman, opstillet et valg mellem to virkelig gode alternativer:

Det bedste var naturligvis Jesu genkomst. Men det næstbedste og slet ikke så dårlige, er mødet på lørdag.

Som enhver Enquist-læser ved, er den svenske forfatter rundet af et strengt pietistisk miljø i Västerbotten i det nordligste Sverige. I 'Lewis Resa', som udkommer i Stockholm i dag, skriver han sig tættere, kærligere og samtidig mere konfliktuelt ind på sin indre pietist end nogensinde før.

Hvilket i et mesterligt, kulturradikalt-pietistisk dobbeltgreb bliver til historien om hele det moderne Norden.


Da P.O. Enquists mor lå på dødslejet, sad han og madede hende med et stykke chokolade. Det smeltede lidt, og han tørrede forsigtigt hånden af i bukserne. Pludselig sagde den døende kvinde med klar røst: »Ikke tørre fingrene af i bukserne!«.

Det blev hendes sidste ord. Og som det hedder: »Jeg har forsøgt at tolke min mors sidste ord, hvordan jeg skulle leve efter dem, og jeg har gjort, hvad jeg kunne, for at forstå dem«.

Frækt, humoristisk, underfundigt. Og det bliver frækkere, for Enquist serverer endnu to famous last words, nemlig Lewi Pethrus': »Fiasko« og Sven Lidmans: »Dette kan ikke forklares«.

De tre dødsord udgør »en slags fælles kodemeddelelse fra 1900-tallet, og vækkelsen, og hvordan det var at leve, hvor svært, og fortvivlet, og lidt morsomt også, og hvad vi derfor burde gøre«.

Den 600 sider store roman er et forsøg på at bryde koden til 1900-tallet. Men Enquist var ikke Enquist, hvis ikke koden derved blot kompliceredes yderligere.

Thi det er altså en roman, vi har at gøre med, og allerede ovenstående referat er jeg usikker på: Er det virkelig Enquists mor, der ligger på dødslejet, eller er det 'bare' jeg-fortællerens?

Er dette et stykke liv, løgn eller begge dele? Et spørgsmål, som må udstrækkes til hele det enorme, dokumentariske materiale, bogen bygger på: Hvad er citat, og hvad er digt? Lad spørgsmålet stå, eller ligge, for det gælder jo hele forfatterskabet.

Men altså: 'Lewis Resa' er lige så meget en historisk monografi om den kristne vækkelsesbevægelse i Norden, som det er et stykke fiktion. Herved bliver bogen på den ene side en pendant til 'Musikanternes udtog' (1978), som iscenesatte arbejderbevægelsen, og på den anden side 'Livlægens besøg', der søgte rødderne til 1900-tallets kulturradikalisme i 1700-tallets oplysningsideer, som de inkarneredes af den danske kong Christian VIIs livlæge og stedfortræder, Johann Friedrich Struensee.

For resten er stribevis af andre forgængere i forfatterskabet indskrevet på eller mellem linjerne i 'Lewis Resa', som i enhver forstand er et stykke ærke-Enquist og endnu et højdepunkt i nordisk litteratur.


Bogen begynder 16. september 1982 på brødremenighedens kirkegård i Christiansfeld, Danmark. Her er nordeuropæiske herrnhuter blevet begravet siden Struensee gav tilladelsen i 1773, og her begraves nu en vis Efraim Markström, som forfatteren har kendt en smule og viser sig at være eneste pårørende til.

Under begravelsen, mesterligt og nærværende beskrevet i al sin slæbende inderlighed, oplæses bl.a. brudstykker af Efraims 'Lebenslauf'.

Det viser sig at være en dagbog, en sagsmappe, et levnedsløb, som sådanne brødre samler og skriver på sig selv, og som forfatteren (altså: jegfortælleren) finder frem på brødremenighedens bibliotek. Her er afsættet, og Enquists poetik er som altid klar: »Man kan inte veta. Man får rekonstruera«.

Hovedpersonen i Efraims 'Lebenslauf' viser sig at være en anden end ham selv, nemlig svensk pinsebevægelses store fører, Lewi Pethrus (1884-1974).

Og en omtrent lige så afgørende figur er forfatteren, forkynderen (og seksualforbryderen?) Sven Lidman (1882-1960), i mange år pinsebevægelsens talerør og Lewis elskede ven. De ender som bitre fjender.

Fra en særegen, dobbeldækket fortælleposition som gengiver af Efraims 'Lebenslauf', fortæller P.O. Enquist nu hele det tidlige 1900-tals svenske historie med fokus på pinsevækkelsen.

Men tro ikke, at familier som Bonnier og Thiel går fri! Det er et suverænt greb om samfundet fra øverst til nederst, Enquist præsterer, og alt er med, fra statistiske oplysninger om nød og elendighed til sociologiske analyser og intet mindre end Vorherres egen tale til Lewi Pethrus. Enquist kender sin pietisme og sine pietister indefra.


Pinsevækkelsen er pietismen i dens mest karismatiske form. Tungetale, håndspålæggelse, omvendelse, åndedåb. Man fatter ikke noget af nordisk kultur, hvis ikke man forstår i det mindste en flig af pietismen.

Og det er en af Enquists mange kvaliteter, at han kan råbe hen over den dybe, tomme kløft af gensidig uvidenhed, som adskiller de kulturradikale og de pietistiske miljøer.

Forresten forærer denne uvidenhed ham også mange fortællepoint, for et simpelt citat fra Pethrus' eller Lidmans erindringsbøger (Enquist stjæler med arme og ben!) lyder vildt eksotisk i en ikkereligiøs normalsvenskers eller -danskers øren.

Enquist forklarer pinsebevægelsen som social bevægelse, som kvindebevægelse, som teologisk fænomen (treenigheden kogt ned til Kristus alene), som seksuelt fænomen og som dyb, psykologisk og religiøs realitet for den enkelte