Burma var engang et gyldent land, hvor ingen sultede, og hvor ingen var for fattige til at lære at læse og skrive. Sådan hedder det gang på gang længselsfuldt i Amitav Ghosh' store historiske roman om tre generationers liv i Burma, Indien og Malaya. Den burmesiske guldalder sluttede i 1885, da den svage kong Thibaw og hans legendarisk grusomme hustru Supayalat (ja, det er dem fra Kiplings Mandalay-sang) var så uforsigtige at styre deres land ud i endnu en krig med Det Britiske Imperium, som i forvejen i løbet af 1800-tallet havde lagt store dele af landet ind under Britisk Indien. Den britiske hær, som i vid udstrækning bestod af indere, erobrede Mandalay, omdannede det kongelige Glaspalads til officersklub og kirke og sendte kongefamilien i eksil i den indiske flække Ratnagiri, syd for Bombay på den indiske vestkyst. Ghosh' historie begynder med Mandalays fald og fordrivelsen fra Glaspaladset og slutter i vore dage, i et andet Glaspalads, nemlig et beskedent fotoatelier med dette navn i Rangoon, hvis indehaver er samlingspunkt for en kreds af mennesker, der mødes for at tænke og tale frit, tilsyneladende kun om fotokunst, men i virkeligheden om alt det, som det er forbudt at tænke og sige i militærdiktaturet Burma.
Vejen efter Mandalay
Lyt til artiklen
