0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Bablesproget

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Også i sine nye digte, 'Veje til Infantilia', søger Jørgen Gustava Brandt at gribe øjeblikket. Det kan være et nutidigt eller et fortidigt øjeblik, en sansning eller et erindringsglimt, eller det kan, i sjældnere tilfælde, være en krydsning af fortid og nutid, en oplevelse der fremkalder et minde.

Det, det under alle omstændigheder drejer sig om, er en intens oplevelse af at være til stede: Nærvær er nøgleordet. Og det er erotikken og naturen, der oftest giver anledning til disse nærværsoplevelser:

»Store træer lytter/ ved solnedgangen/ til deres gyldne løvfald/ hvirveldansende i min/ hovedskal/ lytter til himlen i sig selv/ som sandt er/ hviskende hørelse/ tungetale lyttende/ det vandige lys«.


Af og til afbrydes nærværsdigtene af en essaylignende betragtning, en aforisme eller et lille stykke vrissen civilisationskritik. Men det er beskrivelserne af nærvær, der dominerer. Gustavas digte er i den forstand mimetiske:

De forsøger ikke selv at skrive en ny virkelighed frem, men gengiver (oplevelsen af) den velkendte virkelighed - i et velkendt, om end lyrisk farvet og vældigt veltalende sprog:

Syntaksen er både langstrakt og kompakt, rytmen er dvælende, og bogstavrimene gavmildt spredt ud over versene. Ordforrådet er overdådigt og spænder fra det præcise og konkrete (»beskidthvide skytjavser«) til det pompøse og abstrakte (»musikkens graciøse kadencer«).

Jeget distancerer sig af og til fra den evindeligt velsmurte besyngelse af nærværet, f.eks. i det selvironisk betitlede digt, 'Jeg: En bedemølle', som først lægger afstand til »bablesproget«, men efterhånden alligevel nærmer sig det:

»Bablesproget/ hænger i hørelsens udkanter/ formælet med svaret i vinden/ slipper aldrig sit tag/ det lever i bønnen/ det glimter i brynene/ næres i legenes lysninger/ besværger dette/ nærvær/ midt/ i livet«.


Gustava fanger fine linier rundt omkring, men bliver ofte både poserende og postulerende; han synes at være så overbevist om egen fortræffelighed, at han for hurtigt stiller sig tilfreds med et par velklingende linier.

Og derfor bliver han egentlig alt for beskeden på egne vegne, for uambitiøs: Han holder sig til det sikre og udfordrer ikke sit åbenlyse talent med refleksion og selvkritik.

F.eks. kunne Gustava reflektere selvkritisk over om han ikke - frem for blot at beskrive et nærvær han selv har oplevet - skulle forsøge at skrive et nærvær frem i digtet, som læseren så kunne opleve.

Få Politiken leveret alle julehelligdagene

Få Politiken leveret hver søndag i en måned + alle julehelligdagene. Du får 8 aviser for 99 kr.

Kom i gang med det samme

Annonce