Det er lidt svært at gøre rede for makkerparret Jens Blendstrup og Helle Vibeke Jensens børnebog 'Kig ind'. For den allerede fejrede forfatter Blendstrup (fra gruppen 'Øverste Kirurgiske'), født 1968, er det en børnebogsdebut, hvorimod den otte år ældre Helle Vibeke Jensen allerede er prisbelønnet illustrator. I 'Kig ind' - der er meget mærkeligt illustreret - præsenteres vi for 16 forskellige steder, fra bondegård og brandstation over cykelforretning, himmel og skraldespand til slot, bank, mørke, skov og stripperbar. Vi er så at sige nostalgiske på forskud, for alle stederne hævdes at være fra gamle dage. De introduceres og gennemgås identisk: »Her har vi højhuset. Det var jo her, vinduespudserne holdt til i gamle dage«. Eller om mørket: »Det var jo her, døden holdt til«. Om kolonihavefolkets børn hedder det, at de selvfølgelig blev »født med lugejern og ølmave og kæmpegrin på munden. Og når de kom til verden, blev de hængt op i flagstangen, mens Gustav Winkler spillede i radioen«. Næste afsnit i det enslydende skema handler om bonde/bankmands/cykelhandlerbørnenes lektier, som de slap for at kunne (hos sømandsbørnene var der altid søuhyrer, der spiste af masten, eller en vind, der hylede), og deres fødselsdage og de dukker, de fik. Himlens englebørn fik naturligvis engledukker, »gjort af det tyndeste stof, der lugtede af vitaminpiller«. Skovhuggerbørnenes dukker var derimod »lavet af bark og træ og rundsave og gamle uglefjer og egernhaler og harpiks, der er træernes blod«. »Stripperbørnenes dukker var lavet af kokosolie og høje hæle og skæve smil og små bemærkninger og tomme, tomme blik og grønne drinks med paraplyer i og tusindvis af kroner«. (Meget præcist, om ikke andet som kliché, men næppe særlig børneegnet). »Og når man lagde dukkerne fra sig, gav de sig til at strippe, så der til sidst ikke var mere tilbage af stripperdukken bortset fra et suk og et: »Jeg er Denise, jeg er fra Jamaica«. (Er det sjovt?). Sidste afsnit i hver præsentation handler om de nu fortidige erhvervsdrivendes boliger. Skraldemandsfamilierne boede godt nok i huse, men i hver sin skraldesæk. Selv fjernsynet var en skraldesæk. Yndlingsfilmen var 'Dirty Harry'. Hvert afsnit ender med en konstatering som følgende om frisørsalonen: »Men det er tusind toupeer siden nu. Nu findes frisørerne kun på museum. Medmindre du drømmer om dem«. Af fremskrivningen og fordrejningen følger en vis eftertænksomhed - er vi ved at tage livet af kolonihaverne, sømændene og bondegårdene - højhusene og stripperbarerne overlever nok. Men eftertænksomheden - som under alle omstændigheder er for voksne - drukner i pjat, såsom at lade den kendte bondemandssang lyde: »Marken er meget, virkelig meget meget«. (Forstår børn det? Og er det sjovt nok?).