Der er ikke den naturkraft, som ikke tages i ed i den lettiske forfatter Nora Ikstenas lille roman 'Livets fest'. Himmel og jord, sol, måne og hav, bjergene, skoven og floden, der strømmer. Morgenens fuglesang. Blomster. Livet og døden. Det er kræfter, der virker stemningsskabende i romanens lukkede rum, hvor omverdenen er sansbar i mytisk og arketypisk forstand. Sammen med ord som 'jærtegn' og 'vågegæster' og flittig brug af religiøse sentenser skaber naturføleriet en højstemt andægtighed, som læseren forventes at tage på sig under tilegnelsen af romanen. Denne kunstneriske tekst celebrerer livets hellighed og smertens store mysterium, og læseren kaperer den bedst med hovedet bøjet i salig undren. For mere prosaiske læsertyper som denne anmelder bliver Nora Ikstenas store opbud af dybsindigheder hurtigt for meget, og jeg skal da blankt indrømme, at jeg næppe har forstået ret meget af, hvad teksten går ud på. Kun handlingens ramme er ret klar, for den er så afgrænset, at teksten ville kunne opføres på en scene.
Alt for mange stemninger
Lyt til artiklen
