Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Ingen
Foto: Ingen
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Som abonnent får du 15 procent rabat i Boghallen og 20 procent rabat på Saxo Premium. Læs mere på politiken.dk/plus.


Højholts hovedstol

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Et monstrum af en bog, men også en rigdom. Ikke Per Højholts mest vellykkede, men klart hans mest ambitiøse produkt, for læserne en gave og et besvær, fyldt med de teorier han har skrevet på - eller hævder han har skrevet på - i mere end et halvt århundrede. Plus noget helt enestående, som kun Per Højholt kan. Men lad os gemme det sidste lidt.

Rygtet om denne roman er jo løbet forud. I årtier har man vidst, at guruen i Hørbylunde skrev på en roman, nej, romanen, der skulle toppe det hele. Enkelte udvalgte har fået lov at se et kapitel hist og her. Man har fået færten af, at det handlede om ører, om ikke for andet så fordi titlen er latin for 'små ører', disse mærkelige legemsdele, som man knap nok kan rokke med og i grunden ikke engang høre med, for de stritter jo bare uden på hovedet, men har alligevel måttet bære alverdens metaforer på deres skrøbelige brusk: man lægger øre til, man låner det sågar, man har en ræv bag øret, og den, som har ører at høre med, han høre, som allerede Jesus var inde på i Matthæus 11,15, hvormed han nok tænkte på noget helt andet end ører, nemlig at kun de indviede forstår.

Således rustet af hele kulturhistorien spidser man ører og oplever nok, at de bliver røde, når man ikke rigtig forstår, hvad de skal gøre godt for, disse ører, der undfanges i et bestemt øjeblik i 1915, da der er stille over hele Europa, hvorpå de fra fødslen åbenbart får ben at gå på, for de strejfer om i Europa i horder, og hører man ikke så meget om, hvordan de færdes, så forsømmer de til gengæld ingen lejlighed til at kopulere og strinte i øst og vest med de af denne aktivitet afledte væsker, som dog mindre ligner sperm end vand ud af ørerne.


Det fantastiske ved disse væsner står i en grel kontrast til den minutiøse realisme, hvormed deres forskellige opholdssteder skildres. I hvert fald kan prosaen om Aachen, Bergen og Bua i Båtfjorden uden videre bruges som guidebog, hvis nogen skulle få lyst og er parat til at kapere en syntaks fra for ca. to hundrede år siden. Sådan her beskrives f.eks. de hvide cykler, som provoerne i Holland i 1960erne stillede til rådighed for enhver:

»Dette at et betydeligt antal eksemplarer af en kategori sattes uden for denne, formedelst den hvide farve, gjorde at mange ører kom til at omfatte disse som uhørte provokationer, hvorpå de kun kunne reagere med skamløs liderlighed«.

Blandingen af historisk realisme og disse vanvittige ører indsat i omstændeligt gammeldags romanprosa har sin charme. Et stykke tid. Men det bliver ved, til ørerne falder af, og lidt til, side op og side ned uden pauser eller afsnit. Så sker der noget, som med ét giver romanen karakter.


1915 er ikke noget tilfældigt tidspunkt i historien, det er jo ved den tid, at hele den fantastiske generation af avantgardister er ved at træde i karakter, de malere og forfattere og kunsttænkere, som formede forrige århundredes kunst og på et tiår rykkede den ud af 1800-tallet og ind i modernismen. Det er folk som Joyce, Eliot, Pound, Kafka, Döblin, Josef Konrad, D.H. Lawrence, Virginia Woolf, Apollinaire, Satie, Picasso, Proust, Brancusi, Octavio Paz, Max Ernst.

Og ganske rigtigt, det er lige præcis disse folk, ørerne besøger og giver Højholt påskud til at skrive om i romanens to hovedkapitler, som udgør mere end halvdelen og bogens omfang af en endnu større brøkdel af dens berettigelse.

Så meget af et påskud er ørerne, at Højholt uden skade for bogen i lange passager kan glemme dem helt, specielt da han kommer til det andet af sine hovedkapitler, hundrede sider viet 'protagonisten', dvs. hovedpersonen, som er Marcel Duchamp, ham vi kender bedst for pissekummen, han satte på museum. Her får vi alle Duchamps øvrige bedrifter sat på anekdoter, inklusive de mest indlevede beskrivelser af hans værker og hans værk, frem til han satte træskoene i 1968 og gav dem videre til Andy Warhol.


Duchamp, »dette paradoksale unikum, der i sin radikale ensomhed kun med nød og næppe omfattedes af virkeligheden«, har alt, hvad Per Højholt forbinder med kunst: avantgardismen, provokationen, materialebevidstheden, ironien, antiidealismen, antirealismen, navnlig det sidste, latterliggørelsen af »den pænere version af Kristi efterfølgelse man kalder realisme«.

Den ekstreme realisme i den lange, lange optakt om ørerne, viser sig bare at være en forberedelse til dens afskaffelse. Her mærker man Højholts grundfæstede forelskelse i de kunstnere, der fandt på at klæbe »alt fra sporvognsbilletter til iturevne avissider og uhøvlede brædder« på deres lærreder, de påhit han har prøvet at omsætte i ord i sine digte - i hvert fald de mest programmatiske af dem.

Man kan også sige, at her skifter romanen genre og går over til at blive et essay om Højholts kunstopfattelse forklædt som små historier om de mænd, der satte den til verden. Ørerne træder mere og mere i baggrunden. Sandt at sige er de nærmest i vejen, de færre og færre gange han kommer i tanker om dem og for skams skyld sætter dem ind.

Så kommer sidste kapitel, et forsøg på en tilsvarende dansk avantgardehistorie. Den begynder med Hammershøi, men ender så brat, efter bare fem sider. Festen er forbi, bogen også. Der er ikke ork til mere.


Man kunne skrive et langt sammendrag af de modernistiske ideer i essay-delen af bogen. Om kunsten som forskel fra virkeligheden, om den nødvendige sprække mellem kunst og virkelighed, om kunstværket som »hængsel«, om allegoriens fortræffelighed, om hvor vildfarne de er, de kunstnere, der tror på billedsprogets guddommelige magt og metaforen som »mental dildo«.

Man ville da skrive som avantgardister har gjort det i ca. hundrede år. Og man ville samtidig gå glip af det egentlige og mest højholtske og fuldstændig ubetalelige ved 'Auricula': dens humør.
For det er jo Per Højholts tilskud til den hundrede procent dennesidige modernisme: humoren, veloplagtheden, fraværet af al den tragiske snak om krise, der hos så mange andre ledsager avantgardismens mani som dens depressive bagside.

Mange har set, at gud er død i moderniteten, og at billedet aldrig kan erstatte det, som det skal være billede på osv. Mange har også set dette som et tragisk vilkår i en falden verden osv. Få - og ingen på dansk - har kunnet fremstille den erkendelse i så ekstremt modsat et humør: som selve betingelsen for, at vi kan rejse os, kaste gudernes åg og være fri.

Hvis de forbandede ører i denne bog tjener et fornuftigt formål, så er det som middel til at gøre denne dybt alvorlige modernitetens kulturhistorie til en grotesk og humoristisk og veloplagt affære fuld af muligheder og lyst. Historien, Højholt fortæller, er gammel og velkendt. Måden, han beretter den på, og hans personlige forhold til den, hans evne til at videregive fryden ved tabet af en evig og højere betydning, er dens sande værdi. I den egenskab er 'Auricula' uovertruffet.


Tær ikke på hovedstolen! skal Per Højholt have sagt. Og den ene lydige elev efter den anden har omhyggeligt ladet være med at fortælle om sit inderste, så det kunne blive ved at kaste renter af sig.

Her bryder han selv reglen og kommer omsider med sit inderste - som slet ikke er barndom og kærester og alt det dér, andre kalder hovedstolen, men som er det yderste: den vilde og gale og muntre og til det yderste konsekvente europæiske avantgarde, som gjorde det 20. århundredes kunst til noget andet end de andre århundreders og som lærte Højholt hans håndværk.

Den er ikke så morsom som 'Gittes monologer'. Den er ikke så fuldendt som 'Den tydelige solsort' og resten af Højholts top 10-digte. Men som dybt personlig kunsthistorie er 'Auricula' alligevel blevet kronen på Højholts værk. Så pyt med, at den åbenbart ikke var til at få frem uden ører.

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent

Bliv abonnent for 1 kr

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden