0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Bellows fabel

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Man overgiver ikke uden videre et væsen som Allan Bloom til døden. Sådan - let omskrevet - slutter Saul Bellow sin nye bog, 'Ravelstein', og i den enkle sætning er i virkeligheden hele rationalet og retfærdiggørelsen for bogen udtrykt.

Ikke at der reelt er brug for nogen retfærdiggørelse, bogen er rigeligt i sig selv, veloplagt, ekstremt velskrevet og endnu et bevis på Bellows fortjente status som 'the grand old man' i amerikansk litteratur.

Men når det alligevel giver mening at tale om en retfærdiggørelse, er det, fordi der er dem, der har været kritiske over for bogen og ikke mindst dens hudløst ærlige og meget slet skjulte portræt af den kontroversielle amerikanske professor Allan Bloom, der døde for nogle år siden.

Kritikken - som har været heftig - har særligt forkuseret på, om Bellow skulle have afsløret Blooms homoseksualitet, og påstået, at han døde af aids.

For dem, der måtte have glemt det, var Bloom manden, der fra ukendthedens tåger med et slag blev verdensberømt, da han i 1987 udgav 'The Closing of the American Mind', en isnende kritik af det amerikanske universitetssystem.

Dengang skrev Bellow forordet, og udgangspunktet for 'Ravelstein' er da også hans og Blooms nære venskab på University of Chicago gennem de sidste 13 år af Blooms liv. Blooms bog (som Bellow ikke er for beskeden til at nævne, at han oprindeligt foreslog) gjorde ham med et slag til superstjerne, pengene væltede ind, og han optrådte på alle tv-kanaler.

Succesen var imidlertid kortlivet, et par år senere blev Bloom syg og døde, men inden da nåede han at bede Bellow skrive et personligt portræt af ham. Intet ringere end en Nobel-prisvinder var godt nok som biograf for den egocentriske Bloom.

Og det er så det, Bellow med 'Ravelstein' har gjort med en del års forsinkelse. En betydelig del af bogen handler da også om, hvor vanskeligt Bellow fandt det at komme i gang med opgaven.

Først efter at han selv var lige ved dø af at have spist en giftig fisk, lykkedes det ham at skrive om sin døde ven. Og det er da også et rimeligt spørgsmål, hvorfor vi andre efter alle disse år stadig skal interessere os for Bloom, især i den lidet flatterende skikkelse Bellow viser ham.

Oven i købet letter Blooms status som en intellektuel titan ikke ligefrem læsningen. Alene i første kapitel forventes læseren at kunne følge med i en lavine af kloge referencer, der omfatter Mencken, Machiavelli, Macaulay, Plutarch, Johnson, Shakespeare, Kissinger, Keynes, Woolf, Eliot, Lloyd George, Churchill, Celine, Locke, Rousseau, Nietzsche, Clemanceau, Montesquieu, Montagu, Heidegger, Fielding, Venetsky, Diderot, Rameau, Sartre, Pascal, Stendahl, Hardy, Joyce, Proust, Hook, Schiller, Goethe - for ikke at snakke om mere nutidige skikkelser som Michael Jordan og Michael Jackson.


Men det gør bare ikke noget, for uanset hvor mærkeligt det virker, er 'Ravelstein' en utrolig herlig bog. Saul Bellow - 85 år gammel, på sit femte ægteskab og efter ikke at have udgivet en bog i 10 år - er stadig så fremragende en forfatter, at man slet ikke kan lade være med at blive charmeret, interesseret og rørt.

Han har en sådan føling for sprog, en så behagelig stemme, at hans fortælling om hans og Blooms specielle venskab er den rene nougat. Bogen er nærmest uden indre struktur og fyldt med en gammel mands tendens til distraktion, men alligvel fungerer den.

En af grundene til det er naturligvis, at Bellow som den drevne forfatter starter og slutter med bogens to ubestridte højdepunkter. Først en blændende komisk scene, hvor de to gamle jøder er i Paris, og Ravelstein køber en Lanvin-jakke til 40.000 kroner for straks at spilde espresso på den.

Og slutningen, hvor Bellow efter en gruopvækkende sygdom med drømmesyn og dødsoplevelser kommer i gang med bogen og dermed viser os, hvorfor han og Bloom var og trods døden måske stadig er, venner.

Med et viser resten af bogens nådesløse portræt sig som en nødvendig modgift for ikke at hensynke i uinteressant flæbende sentimetalitet. Hvis jeg var Bloom ville jeg være rigtig godt tilfreds med mit valg af biograf, uanset hvad kritikerne siger.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu