En oktobernat i 1943. Ti jøder og en udtjent gammel jolle på vej mod Sveriges og frihedens kyst. Mørke, vand, kulde, angst og en enkelt redningskrans af håb. Store følelser i rum sø udspillet af autentiske personer ... Historisk stof som dette har en indlysende dramatisk kvalitet, ja, det nærmest råber på en scenisk bearbejdelse. Forfatteren Dea Trier Mørch har da også med 'Doras dagbog' - efter eget udsagn - skrevet et lille skuespil om en navngiven gruppe danske jøders (og en enkelt tyskers) flugt fra nazisterne. Det kan diskuteres, hvorvidt der er tale om et egentligt skuespil, men det er åbenbart, at dramaet lever i denne korte, monologe tekst. På baggrund af en radiomontage, arkivmateriale fra Frihedsmuseet og samtaler med de overlevende har Dea Trier Mørch foretaget en nænsom sammentrækning af begivenhederne hin oktobernat og givet erindringsbillederne personlig afsender i form af kvinden Dora. En ung mor, der flygter med en etårig på armen og en bror ved hånden. Hendes erindringer falder i små scener, der på troværdig vis blander det nøgternt registrerende med skæbnestundens besynderlige indfald og reaktioner. Som da Dora bliver skuffet over synet af den gamle robåd, der skal sejle hende til Sverige. Den burde da have været flottere! Men hvor malplaceret - og dermed netop ægte - hendes strøtanke end virker, så viser hendes uvilje mod båden sig dog at være begrundet. Hvordan flugten forløber, skal ikke røbes her, for den kondenserede version af et helt folks flugt fortjener at blive hørt i sin fulde længde. Som stillelæsning, højtlæsning - eller måske - som monolog i radioteatret.