0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Rodløs i København

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Kan man tænke sig en kloning af Jonas Elmers film 'Let's get lost' med en film noir a la 'Farvel min elskede'? Ja, hvorfor egentlig ikke? I Elmers film sidder faktisk en af de lidt fortabte ungersvende og skriver på en sort thriller i den obligatoriske, desillusionerede jegfortællende stil.

Debutanten, den 24-årige Rasmus Rasmussen, kunne være denne person. Hans roman 'Det perfekte offer' er på mange måder en lavmælt og neddæmpet dansk variation over den tilknappede og cityromantiske amerikanerdreng, som papa Chandler skar ham til i 1940ernes Los Angeles.

Postbudet Henrik Høyer bor på Vesterbro, plejer selvmedlidende sin kærestesorg med for mange sjusser og hænger ud sammen med vennen Dan, der ligesom eksveninden Sarah synes, at Henrik skulle se at finde sig en ny kvinde.

Og hun ankommer da også en aften på bar i skikkelse af den rødhårede, sofistikeret sanselige og er-du-til-noget-sexede Elisabeth, en slags dansk Lauren Bacall anno 2001, bosat på Østerbro og gift med en spilleliderlig yuppie.

Hun tror, at Henrik er en rigtig privatdetektiv, og den tro ringer gerne to gange hos det unge postbud. Han tager sagen om den forsvundne ægtemand, måske ude i noget snavs, og samtidig kaster han sig i kanen med Elisabeth, der så gerne vil sidespringe, selvom hun bedyrer, at hendes ægteskab er en tidstypisk succes.


Så langt, så godt. Når forfatteren forlader sine staccato-agtige hovedsætninger og glider ind i en mindre parodisk prosa, som handler om unge, der driver lidt frem og tilbage med kærlighed og kildevand 'on the wild side' af de københavnske brokvarterer, skriver han faktisk godt og medrivende.

Ja, med en vemodig storbypoesi sat af natteravne, der flakser rundt på de ydmyge steder og taler kuldslået om de kvinder, de alligevel ikke kan score. Derimod er plottet alfabetisk forudsigeligt som en side i en telefonbog.

Og i det hele taget er problemet at 'Det perfekte offer' pendler for meget mellem at være en pastiche og en parodi på den sorte roman. Så cocktailen på et realistisk København og Philip Marlowes henrivende mareridts-verden fungerer ikke tilfredsstillende, hvilket sådan set også er hovedpersonens sidste smertelige selverkendelse. Hermed ikke være sagt, at forfatteren er talentløs, nej tværtimod.






Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce