Hvad er det satire kan,når den er rigtig god? Den drejer rundt om et hjørne og tager én ind i en verden, der til forveksling ligner den, man lever i, men samtidig er den gennemført vanvittig, og nogle gange hylende morsom på en tænksom måde. Det er satire af den karat, den belgiske Amélie Nothomb praktiserer i sin lille suverænt fortalte roman 'Med angst og bæven'. Amélie-san kommer på hårdt arbejde i en japansk virksomhed, hun bliver slæbt gennem et mylder af kontorer: »Han ledte mig igennem talløse og enorme rum, hvor han præsenterede mig for et hav af mennesker, hvis navne jeg glemte i takt med at han fortalte mig dem«. Til sidst står hun nærmest ansigt til ansigt med den helt anderledes, meget ydmyge, men også uhyrligt ambitiøse japanske virksomhedskultur: »Hr. Saito præsenterede mig kort for forsamlingen. Så spurgte han mig om jeg brød mig om en udfordring. Det var tydeligt at jeg ikke havde lov til at svare nej. »Ja, sagde jeg««. Timingen er det mest forrygende i Nothombs bog, hvor den lette fornemmelse af svag uvirkelighed holder sig usvigeligt sikkert. Ligner dette noget vi alligevel kender? Et helt år skal Amélie-san tilbringe i den japanske virksomhed. Mens Amélie rutscher håbløst nedad i hierarkiet, så bevarer hun sin fascination af den uendelig smukke, men også iskolde frk. Mori, der burde være hendes lidelsesfælle og naturligt sammensvorne i det mandlige hierarki, men ender med at være hendes angiverske! Amélie kan slet ikke stå for hende: »Frk. Mori var mindst en meter og firs, en højde som de færreste japanske mænd når. Hun var henrivende slank og yndefuld, trods den japanske stivhed, som hun måtte underkaste sig«. Fascinationen af frk. Mori er uopslidelig og bundloyal, samtidig med at satiren - og indsigten i japansk kultur når sine højdepunkter her. Bogen er bygget op over de to kvinders forhold: først mødet, siden konfrontationen, og til sidst er der en uventet udvikling i deres relation. Hvis man trækker paralleller til dansk virksomhedskultur, er det klart, vi overhovedet ikke har et kvindesyn, der bare ligner det japanske. Kvinder har mange flere muligheder herhjemme. Men hvad med mandesynet? Nothomb giver eksempler på brutal mandlig magt, men det er mildheden, man husker. Fordi det ligner en mekanisme også i dansk arbejdsliv: hvor kvinderne også kæmper i midten, mens mændene står for yderpolerne? Dvs. både de (få) urokkelige beslutninger og mildheden, respekten, opblødningen.