Lad os gå uden for skolen«, hviskede den køligt kønne tjekkiske engelsklærer med tilværelsens ulidelig lethed i sit ironiske smil, her midt i 1980erne nogle år før Fløjlsrevolutionen og Murens fald. Snakken på et gymnasium i Prag var faldet på George Orwells roman '1984', som hun læste med udvalgte elever et hemmeligt sted ude i byen. »Big brother Is Watching You - også på lærerværelset«, sagde hun udenfor til mig, og derfor stod vi frysende ude i februarkulden og diskuterede, hvor meget en fremtidsroman fra 1948 endnu var aktuel i 1984. For det var en kendt sag, også for de kommunistiske myndigheder, at bogen cirkulerede i piratudgaver i det daværende Tjekkoslovakiet. At denne, i bund grund pessimistiske, ja 'håbløse', roman faktisk tændte et optimistisk håb blandt alle modstandere af det forbenede og umenneskelige regime dengang for ikke så længe siden. George Orwells historie om Winston og Julias egentlig meget overfladiske affære er nemlig på alle måder uden håb. Winston er gift i et goldt ægteskab, men tænder noget selvforagtende på den unge piges meget kropslige og sensuelle seksualitet. Og i et diktatur, hvor der hersker en Anti-Sex-liga og et evigt observerende fjernsynskamera, er et sådant sidespring en fatal tankeforbrydelse, for nu at tale med styrets Nysprog. Den menneskelige irrationalitet og rebelske natur er sat i system, undertvunget og kriminaliseret. Dissidenter holdes nede med terror og masserne dulmes med folkegrin og voldsfilm. Hver dag skal man gerne udvise to minutters had mod fjenden et eller andet sted i verden. Thi i 1984 er denne opdelt i tre blokke - Oceania, Eurasia og Eastasia - som på skift og med vekslende alliancer fører en permanent atomkrig mod hinanden. Winston og Julia arresteres og under tortur angiver de hinanden og svigter kærligheden. Og da de atter mødes ude i den såkaldte frihed i slutningen af bogen, venter de egentlig blot på at blive hentet og henrettet af det hemmelige politi. Desillusioneret over eget svig og med den bitre erkendelse af at også den skjulte opposition i diktaturet er sat i scene af diktaturet selv. Så man kan ikke sige, at der rumsterer noget, som kunne kaldes for håbets princip i denne dystre dystopi, den sorteste form for utopi. Skræk og advarsel '1984' blev straks i 1949 opfattet som en fremtidsallegori over Stalins Sovjet og dermed en slags skræk og advarsel om socialismens indbyggede umenneskelighed. For så vidt rigtigt nok og symboliseret selv i detaljer, såsom at Stalins opgør med Trotskij er blevet omplantet som forholdet mellem Big Brother og Goldstein. Men allerede i relation til 'Animal Farm'/'Kammerat Napoleon', skrevet midt under Anden Verdenskrig, accentuerer Orwell i et forord til denne syrligt satiriske dyrefabel, at han vil afmytologisere Sovjetstyrets selvforståelse som et lyst og lykkeligt arbejderparadis. Men, tilføjer han - og det er mange gange blevet glemt af læsere med en særlig hensigt - det gør han for at redde den socialistiske bevægelse. Og lige før Orwell døde af tuberkulose i 1950, erklærer han at '1984' bestemt ikke er et angreb på det britiske Labourparti, som han selv er tilhænger af, men på den centraliserende økonomiske tendens, der ligger latent både i kommunismen og fascismen. Men da fascismen i 1940erne syntes færdig som realiseret ideologi, var det selvklart og meget logisk, at '1984' først og fremmest blev læst som en litterær pamflet mod Østblokken. Og som en advarsel om, at hvad der var fæl fremtidsmusik i 1940erne, fjernsynet, som et aldrig sovende øje, måtte blive en realitet en dag. Man kan umiddelbart sige, at det må være en særegen ironi for antikommunisten Orwell, at Big Brother skulle blive til virkelighed og underholdning i Vestens socialliberalistiske demokratier. Men det er faktisk forkert, hvis man husker den milde marxists ord om, at det er den centraliserede økonomi, som er den fatale fare, den profitstyrede dans om at score kassen på bekostning af indlysende menneskerettigheder. Den groteske og menneskeforagtende underholdning i '1984', minder såmænd påfaldende meget om tendenser i vor egen kultur år 2001. Og med hensyn til regimets Nysprog, hvor snedige blæreord bliver til tomme læreord? Ja, i dag taler vi dyrt om såkaldte kompetencer og opfinder det afskyelige ord, læring. '1984's helhedsomfattende munkemarxisme er blevet afløst af maniske managementteorier med mantra om det nye videnssamfund med IT-kultur fra væg til væg. Så på visse punkter er vi ikke så langt væk fra romanens verbale inferno og indoktrinering. Puritanister Svagheden i '1984', påpeget af mange, er dens ret så puritanske syn på både kvinder og folkelighed. Romanen har i virkeligheden en lettere bismag af sex som ulækker nødvendighed og kvinder som halvdumme individer, alt i alt sikkert reminiscenser fra den traditionelle opdragelse af drenge i den herskende klasse. George Orwell hed egentlig Eric Arthur Blair, var af fattigfin skotsk adel, født 1903 i Indien, men opdraget på landets fineste kostskole, Eton, konsekvent mobbet og med meget lidt kærlig kontakt fra sin kernefamilie. I sin ungdom var han politimand i Burma, siden evig boheme, der opsøgte slum og fattigdom i London og Paris. Som en af hans venner har sagt om ham, en aristokratisk socialist evindelig på romantisk jagt efter det autentiske og almindelige folk, som han kunne identificere sig med og dermed sone sin elitære baggrund. Orwell sagde engang, at kostskolen havde lært ham, at folk uden hans baggrund var at regne for dyr. Men det var for disse 'dyr' at han deltog i den spanske borgerkrig, og på egen krop i Barcelona i 1937 oplevede stalinismens forræderi over for andre venstreorienterede. Denne oplevelse var nok hans livs største knæk, skildret i bogen 'Hyldest til Catalonien', som indirekte førte ham til igen at afsky masserne og afskrive dem som stedet hvorfra opgøret mod totalitære regimer måtte komme. Folket i '1984' er massemennesker, som kun lever for øjeblikkelig nydelse og et sløvt begær efter basale behovs tilfredsstillelse. Men her begik misantropen Orwell en fejltagelse. Få år efter hans død begyndte almindelige mennesker i Berlin og Budapest, siden i Prag og Polen, Moskva og Beijing at trodse tyranniets tanks, gå på tværs af totalitarismen og langsomt rulle Jerntæppet tilbage i drømmen om et moderne demokrati.