Nicci French' nye spændingsroman handler om tre kvinder: Zoë, Jennifer og Nadia, der kun har én ting til fælles, nemlig den mand, der vil slå dem ihjel. Bogen har en meget stærk start. Åbningsscenen foregår i en varm by. Vintertøjet er smidt. Kvinder skridter ud, de transpirerer, sveden løber, også ned mellem brysterne. Krimiens allerførste sider læses i en tilstand af fascination og let forpinthed, for hvad er det disse kvinder har gjort sig skyldige i? De er kød, de spejler sig i ruderne. Læseren holder vagtsomt øje med de steder, hvor fjendtligheden måske brænder rent igennem, eller begæret slår ud i lys lue. Det lykkes at etablere en tvetydig tone af lurende voyeurisme og beleven opmærksomhed. Så kan plottet begynde. Og især det første portræt af den unge skolelærerinde Zoë, som lige er flyttet til London går rent igennem og kalder på læserens identifikation. Zoë går gennem den bagende varme by, hun har skaffet en melon til sin klasseundervisning, da hun bliver vidne til et dramatisk tasketyveri. Pludselig praktiserer hun noget der inden for rundbold hedder, at man rammer bolden det helt rigtige sted med boldtræet. Her er det bare en uheldig tasketyv, der kommer til at træde lige ind i melonens bane. Efter at Zoe instinktivt er begyndt at svinge den og slår luften ud af manden. Sådan skal man åbne en krimi, så er der lagt op til en handling, hvor offer og forfølgerroller kan skifte. Læseren har fået en liflig fornemmelse af kvinders uventede styrke.
Dramatisk melon i varm by
Lyt til artiklen
