Du ved det godt. Der er noget under sengen. Du kan mærke det er dernede i mørket. Lige under dig. Dernede er alle din barndoms mareridt. De ligger der endnu. De venter på, at du svinger benene over sengekanten og ned i mørket ... eller åbner en bog af Stephen King. Gyserforfatteren kan kunsten at få det til at risle med rædselsfryd i hele kroppen. Han kan det så godt, fordi han aldrig viser dig, nøjagtig, hvad der er under sengen. Kun at der er al mulig grund til at være bange. Rigtig meget bange. Og nu har den 53-årige gyserkonge gjort det igen. Med romanen 'Dreamcatcher' er vi tilbage i Derry, den lille by i staten Maine, vi kender fra flere af hans bedste bøger. Og igen er barndommens tætknyttede venskaber den magi, der sidenhen er det eneste, der er stærkt nok til at slås mod ondskaben og - i hvert fald delvis - overvinde den. I 1978 reddede de fire uadskillelige venner, Henry, Pete, Beaver og Jonesy en dreng med Downs' syndrom fra grusom mobning af en gruppe store drenge. Det blev starten på et dybt og meget specielt venskab med drengen Duddits. Duddits er ikke den mest spidse blyant i penalhuset. I hvert fald ikke når det regnes i evner som at binde sine egne snørebånd eller tælle til fem. Men han har synske og telepatiske evner, som han til dels formår at give videre til sine fire trofaste væbnere. Efter skoleårene flytter de fire venner fra Derry og Duddits. Men de mødes en uge hvert efterår i Beavers hytte i skovene tæt på barndomsbyen. Det er her vi møder dem igen i november 2001. I dag er Henry en psykolog med selvmordsplaner, Pete er en fordrukken bilsælger, Beavers liv gør bare ondt og collegeprofessoren Jonesy lider af voldsomme smerter i den hofte han fik smadret i et trafikuheld. Et lidt flosset firkløver.