0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kongen er tilbage

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Du ved det godt. Der er noget under sengen. Du kan mærke det er dernede i mørket. Lige under dig. Dernede er alle din barndoms mareridt. De ligger der endnu. De venter på, at du svinger benene over sengekanten og ned i mørket

... eller åbner en bog af Stephen King.

Gyserforfatteren kan kunsten at få det til at risle med rædselsfryd i hele kroppen. Han kan det så godt, fordi han aldrig viser dig, nøjagtig, hvad der er under sengen. Kun at der er al mulig grund til at være bange. Rigtig meget bange.

Og nu har den 53-årige gyserkonge gjort det igen.

Med romanen 'Dreamcatcher' er vi tilbage i Derry, den lille by i staten Maine, vi kender fra flere af hans bedste bøger. Og igen er barndommens tætknyttede venskaber den magi, der sidenhen er det eneste, der er stærkt nok til at slås mod ondskaben og - i hvert fald delvis - overvinde den.

I 1978 reddede de fire uadskillelige venner, Henry, Pete, Beaver og Jonesy en dreng med Downs' syndrom fra grusom mobning af en gruppe store drenge. Det blev starten på et dybt og meget specielt venskab med drengen Duddits.

Duddits er ikke den mest spidse blyant i penalhuset. I hvert fald ikke når det regnes i evner som at binde sine egne snørebånd eller tælle til fem. Men han har synske og telepatiske evner, som han til dels formår at give videre til sine fire trofaste væbnere.

Efter skoleårene flytter de fire venner fra Derry og Duddits. Men de mødes en uge hvert efterår i Beavers hytte i skovene tæt på barndomsbyen. Det er her vi møder dem igen i november 2001.

I dag er Henry en psykolog med selvmordsplaner, Pete er en fordrukken bilsælger, Beavers liv gør bare ondt og collegeprofessoren Jonesy lider af voldsomme smerter i den hofte han fik smadret i et trafikuheld. Et lidt flosset firkløver.


En mystisk fremmed ankommer til hytten. Han har tabt flere tænder, mistet tid- og stedsans og lider af et smertefuldt maveonde, der resulterer i nogle fantastiske gaslignende udslip fra begge ender.

Inden den fremmede dør (ved at et slimet væsen gnaver sig ud gennem hans tarmåbning), når han at fortælle om mærkelige lysforekomster på himlen.

Disse lys er også blevet observeret af militæret, der lynsnart har isoleret skoven de fire venner befinder sig i. Og så går det stærkt.

En voldsom snestorm er på vej, og inden længe er en fredelig tur med dåseøl, hotdogs og mandehørm forvandlet til deres livs mareridt, hvor de kæmper mod slimede 'shitweasels', orangegult dræber-mos og en vis Mr. Gray, der flytter ind i Jonesys krop.

Og som om det ikke er nok også mod hæren anført af en vanvittig befalingsmand ved navn Kurtz.En tydelig parallel til Stephen Kings eget liv, er Jonesys trafikulykke. I sommeren '99 blev Stephen King selv offer for en frontal påkørsel.

Stephen King blev slynget ind i rabatten med knust højreben og hofte, adskillige brækkede ribben og en dyb flænge i hovedet. De næste måneder var han igennem mange operationer og smertefuld genoptræning, og han kommer aldrig til at gå ordentligt igen. I lang tid tog han, hvad han selv kaldte 'femhundrede piller om dagen' og kunne kun skrive ganske lidt ad gangen.

Der kom hurtigt gang i rygter om, at mesteren ikke ville blive i stand til at skrive som før. Om overhovedet. Spekulationerne blev hjulpet på vej af, at han begyndte at interessere sig for Internettets muligheder for at udgive tekster på en ny måde.


Med 'Dreamcatcher' er rygterne om skriveblokering manet i jorden. Selv om det ikke er en roman, der vil blive husket som en af hans bedste, er den skrevet med en veloplagt pen. Og her skal pen forstås ganske bogstaveligt, for den er skrevet med det han kalder »verdens bedste tekstbehandlingsanlæg« - en gammeldags fyldepen.

Tempo, humor og fortælleglæde er tilbage. Han leger med ordene og dialogerne viser hans fornemmelse for hverdagssprog, slang og unges hjemmelavede og indforståede sprog. Og så holder han sig ikke tilbage med at kommenterer ætsende på efterårets præsidentvalg.

Forholdet til det evige barn Duddits er til tider næsten for rørstrømsk beskrevet. De fire har som voksne sluppet kontakten med Duddits (i hvert fald på det fysiske plan), og livet går ikke helt som planlagt.

Men da de befinder sig i deres livs helvede, spiller barndommens uskyld, i form af Duddits, en afgørende rolle i at overvinde verdens grusomheder. Hvilken form de end måtte antage.

Sentimentalt måske. Men lige før kvalmen overtager, giver forfatteren os en grundig beskrivelse af, hvordan det er at dø ved at stikke en kuglepen gennem sit eget øje. Kvalmen kom altså alligevel, men på en for King-fans kendt og elsket måde.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce