Man er isyv sind, mindst, selv efter flere gennemlæsninger af Katrine Marie Guldagers nye bog, 'Ankomst, Husumgade'. Det er tydeligvis bogens intention at stritte i alle retninger, og dét lykkes. Genrebetegnelsen er ikke 'digte', men 'digt', og digtet består af 77 prosastykker, som er ujævnt fordelt i syv afsnit. Stykkerne er mellem en linie og en halv side lange, og en række personer, episoder, steder og motiver er genkommende: Der er Mr Bright, Mr Ben og El-Said, som dukker op med jævne mellemrum, til at begynde med som samlet trio, senere hen hver for sig; der er et jeg, som møder et du i en bus mellem Kitwe og Ndola, og en abe, som jeget muligvis køber; der er Kilimanjaro, Empire State Building, Pyogyang og Skælskør foruden adskillige lokaliteter i København; der er nogle automatiske døre, en Alfa Romeo, havguden Neptun og nogle (mennesker, der ligner) myrer; og meget meget mere. Indtrykket er symfonisk, hvilket ikke er det samme som harmonisk, men blot angiver en samklang: Mange forskellige historier og betragtninger og beskrivelser flettes ind og ud af hinanden i en samtidighed som også reflekteres eksplicit i bogens meta-lag: »Mens du står og venter på bussen, leder du efter en kronologi, men du kan ikke finde nogen. Endelig kommer bussen. Den interesserer sig ikke for kronologi, den interesserer sig for samtidighed«. Det væsentligste af de genkommende elementer er nok ordet 'du', som tydeligvis ikke betegner én bestemt person: »Under dét du er der et andet du«, som det hedder et sted. I nogle af teksterne er duet en ynkelig og selvtilstrækkelig (mands)person, som hudflettes af det (i de tekster) ætsende ironiske jeg; i andre tekster er duet et mere sympatisk menneske, som jeget spiser surrealistisk-romantisk middag med; i visse tekster er duet lig med læseren, og i atter andre måske lig med nogle af de andre personer i bogen eller med jeget, som taler til sig selv. Pointen er naturligvis dette glid - for ikke at sige: denne eksplosion - af identiteter, som stedordet tilbyder: »Du minder mest af alt om en håndgranat«. Og det er vel det, det handler om, hvis det overhovedet handler om noget: identiteten som sprængning eller samling (ordet 'centrum' er også et ledemotiv). Det synes at være en pointe, at man for at være et nogenlunde helt menneske også må indoptage og acceptere det smertelige og ubehagelige.Det er værdat bemærke at identitetstemaet ikke drøftes af et ensomt jeg med eksistentielle kvababbelser, men af et uroligt dirrende jeg som indgår i et samfund, og som indigneres over andre menneskers følelseskulde og ligegyldighed. 'Ankomst, Husumgade' er faktisk noget så sjældent som en samfundskritisk digtbog med en socialt og politisk engageret jeg-person, der er vred og forarget over børneporno, fattigdom, prostitution og andre uhyrligheder. Og som i nogle tilfælde dyrker en misantropisk sarkasme, men som også af og til har et overskud af humor. Katrine Marie Guldagers vel efterhånden velkendte stil fornægter sig ikke: Det er hårdkogt kortprosa, stakåndet, bidsk, sjovt og - i små og derfor effektfulde glimt - ømt. Skulle man sammenligne med de tidligere digte, kunne man sige at de rytmiske gentagelser og den slebne stilisering er trådt i baggrunden for en mere rå tekstmasse, der til gengæld har indoptaget et langt større stof med både psykologiske, sociale, politiske og metalitterære dimensioner.Også når detkommer til vurderingen er i det mindste jeg i syv - eller i hvert fald en to-tre - sind: På den ene side er 'Ankomst, Husumgade' et både stofligt og kompositorisk ambitiøst værk, der tilmed er originalt. Den slags er der vitterlig langt imellem: Hut ab. På den anden side forekommer det måske - al sin vildskab til trods - at være for styret, rent ideologisk: Den kritik, der leveres, bygger af og til på nogle lidt for nemme og unuancerede, ja måske ligefrem klichéprægede forestillinger, f.eks. om det verdensfjerne og sterile universitet (hvor man 'uddanner forfattere') som modsætning til virkeligheden (der sættes lig med det hårdeste Vesterbro): Det antyder en anti-intellektualisme, som man har svært ved at tro, at Guldager virkelig abonnerer på, især når man ved, at hun selv har frekventeret selv samme universitet og ved flere lejligheder (senest i en tankevækkende Kronik i Politiken 27. marts) har vist sig som en reflekteret forfatter. Tilsvarende virker det noget unuanceret, når der i flere af stykkerne opstilles sort-hvide kontraster mellem nogle stakkels hjælpeløse mennesker (tiggeren på gaden i Paris, den sexmishandlede dreng på hotellet i Thailand) og så nogle onde, materielt fikserede og selvtilstrækkelige mennesker. Sidstnævnte forbindes som oftest med Irma, Alfa Romeo og håndsyede sko: Det er næsten for meget af det onde. Pointen er naturligvis sympatisk nok: Man skal se ud over sin egen næsetip eller på kristent: elske sin næste. Det er vel ingen uenig i. Men dét budskab hamres sine steder ud i en lidt for firkantet ironi (»Er din far forsvundet i en flygtningelejr? (...) Tænk ikke på det, tænk på dig selv«). På den tredje side går bogen - især i de sidste tre afsnit - så meget amok, at den glemmer sine lidt for firkantede budskaber og fortaber sig i blandt meget andet en antydet kærlighedshistorie (i bussen mellem Kidwe og Ndola), nogle grotesk farvede erindringsglimt og en absurd korrespondance om transportmidler/digte. Alt i alt bliver 'Ankomst, Husumgade' derfor lige så kompleks og uoverskuelig som den menneskelige tilværelse, den skildrer: Nok er den en helhed (den kalder sig jo ét digt), men den er ikke en enhed, for nok er der masser af sammenhænge mellem delene, men de går heldigvis ikke harmonisk og restløst op, de fortaber sig mange steder i flossede flertydigheder. 'Ankomst, Husumgade' er kort sagt et pivåbent værk.