»Engang var vi nutid«,fortæller Ursula, »men nu er vi bare glemte lag af skidt og ragelse. Der ligger flere lag byer oven på os, de gamle mure spejler sig i det flimrende vand. Du og jeg er trykket sammen i en tidslomme, vi er presset fast i den bevægelse, vi forsvandt i. Vi er det døde hår, de afklippede negle, de tørre skæl og sovsen, der blev tilovers fra aftensmaden«. Ursula er hovedpersonen i 'Fandekke', Charlottes Weitzes første roman efter to roste og debutantprisbelønnede novellesamlinger. Titelpersonen Fandekke (hvis navn er en omskrivning af spøgelsesskipperens fra 'Den flyvende hollænder') er den mandlige partner/bror/elsker, hun bruger det meste af bogen på at lede efter. Undervejs tilbringer hun en del tid i frygtløst skildrede, meget ulækre kloakker med en spøgelses- og englesøster, og det er hende, hun taler til i ovenstående citat. Søsteren, som kaldes 'pigen' og har meget håndgribelige vinger på ryggen, er vistnok en abort. Hun må blive i kloakken, da Ursula søger op til jordoverfladen igen. At Ursula befinder sig i kloakken skyldes en brand, hvorved begge hendes forældre omkommer. Ursulas mor var ligesom Ursula af en særlig art, som kun delvis hører hjemme på jorden. Hun og hendes mand - der var et halvt hundrede år ældre end hun - fik Ursula og fem sønner, inden de brændte. Det vil sige, den yngste (døvstumme) søn er faktisk Ursulas - i et mytologisk beskrevet samleje med en spøgelsesagtig dreng (muligvis Fandekke) er hun blevet besvangret som stor pige. Ursulas mor har også en forsvundet søster, hvilket redder Ursula fra at begå incest med Fandekke.