0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Pigeliv i gotisk sprogdragt

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

»Engang var vi nutid«,fortæller Ursula, »men nu er vi bare glemte lag af skidt og ragelse. Der ligger flere lag byer oven på os, de gamle mure spejler sig i det flimrende vand. Du og jeg er trykket sammen i en tidslomme, vi er presset fast i den bevægelse, vi forsvandt i. Vi er det døde hår, de afklippede negle, de tørre skæl og sovsen, der blev tilovers fra aftensmaden«.

Ursula er hovedpersonen i 'Fandekke', Charlottes Weitzes første roman efter to roste og debutantprisbelønnede novellesamlinger. Titelpersonen Fandekke (hvis navn er en omskrivning af spøgelsesskipperens fra 'Den flyvende hollænder') er den mandlige partner/bror/elsker, hun bruger det meste af bogen på at lede efter.

Undervejs tilbringer hun en del tid i frygtløst skildrede, meget ulækre kloakker med en spøgelses- og englesøster, og det er hende, hun taler til i ovenstående citat. Søsteren, som kaldes 'pigen' og har meget håndgribelige vinger på ryggen, er vistnok en abort. Hun må blive i kloakken, da Ursula søger op til jordoverfladen igen.

At Ursula befinder sig i kloakken skyldes en brand, hvorved begge hendes forældre omkommer. Ursulas mor var ligesom Ursula af en særlig art, som kun delvis hører hjemme på jorden. Hun og hendes mand - der var et halvt hundrede år ældre end hun - fik Ursula og fem sønner, inden de brændte.

Det vil sige, den yngste (døvstumme) søn er faktisk Ursulas - i et mytologisk beskrevet samleje med en spøgelsesagtig dreng (muligvis Fandekke) er hun blevet besvangret som stor pige. Ursulas mor har også en forsvundet søster, hvilket redder Ursula fra at begå incest med Fandekke.


Denne lidt rodede gennemgang har forhåbentlig hverken røbet eller forvirret for meget. Det er dog forhåbentlig ikke i handlingen, Charlotte Weitze har lagt sine ambitioner, dertil er den for langsom og snørklet.

Hendes styrke er i den påklædning, hun har givet nogle i og for sig meget arketypiske, banale eller ligefrem familiesociologiske mønstre. (Gift kvinde strejfer om natten, barn ser forældres sex, ung pige søger mage, en sømand går i land, gammel mormor røber familiehemmelighed etc.).

Der er først og fremmest vage længsler, total, dyrisk fremmedhed og uforfærdede fysiske funktioner. Det sidste virker - fordi det kombineres med det indimellem meget æteriske, tågede og spøgelsesagtige - forfriskende og nærmest gotisk.

Weitze kan sin Vibeke Grønfeldt, og Karen Blixen og H.C. Andersen har sandelig heller ikke levet forgæves. Nu ser jeg på bogflappen at Charlotte Weitze læser folkloristik - det forklarer meget.

»Et øjeblik forstener han midt på stien og hun må skubbe til ham, før de kan løbe videre. Der er en brønd under et gammelt træ, hun står ved kanten og stirrer ned i sine øjne, skræver over med det ene ben og er på vej ned, men han når at gribe hende, inden hun dratter. Fandekke ånder frisk luft ind i Ursulas mund og trækker hende væk«.


Der er ustandselig overskridelser eller gennembrydninger af usynlige membraner i denne roman - hvis der da ikke er tale om blandings- og overgangstilstande - fra de levende til de døde, fra myte til realitet, fra luft til jord til vand. Forholdet til tiden, herunder årstiderne, er derimod meget naturalistisk.

Hvad skal man så mene? Tja, når det store, belæste og talentfulde apparat rulles ud, kunne man som læser godt ønske sig at det blev brugt på en mere original historie end den om en familie ,der splittes af en ulykke. (Selv om ildens optakt og opståen er mesterligt skildret).

Der er flere gange lige ved at gå skiftevis opera og idyl i denne roman - men forfatteren redder den som regel på stregen. Og slutningen virker sikkert valgt.

Det er, som om Weitze ikke har andet at formidle end en nostalgi, en fortolkning og en fascination af den gotiske og romantiske litteratur. (Det er lige før, vi venter på vampyren.)

Det er i kombinationerne, den lette humor og i detaljerne, 'Fandekke' er bedst. Måske har Charlotte Weitze med den skrevet sig gennem og dermed bragt sig oven på nogle inspirationer, der vil vise sig meget frugtbare i et mere selvstændigt værk.

'Fandekke' falder under alle omstændigheder velgørende uden for den klaustrofobiske mainstream-litteratur og lomme-lyrik. Men vi er jo også ude af halvfemserne.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce