Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Victor. Det var indlysende for forfatterne Simon Pasternak (tv.) og Christian Dorph (th.), at deres 80'er-krimi måtte tage sin begyndelse her ved yuppiernes zinkbar i Ny Østergade i København.
Foto: FRANDSEN FINN

Victor. Det var indlysende for forfatterne Simon Pasternak (tv.) og Christian Dorph (th.), at deres 80'er-krimi måtte tage sin begyndelse her ved yuppiernes zinkbar i Ny Østergade i København.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Som abonnent får du 15 procent rabat i Boghallen og Saxo Premium til 79 kr. om måneden. Læs mere på politiken.dk/plus


»Firserne var en enormt klaustrofobisk tid«

Christian Dorph og Simon Pasternak sender læserne tilbage til 1980’erne i deres krimiserie.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det begynder på Café Victor i det indre København. Selvfølgelig må det begynde lige her, når det er en historie fra 1985.

Forfatterne Christian Dorph og Simon Pasternak var aldrig i tvivl om, at romanen ’Jeg er ikke her’ måtte indledes på cafeen i Ny Østergade, selv om de aldrig selv besøgte cafeen i midtfirserne.

Dengang gik den 14-årige Simon Pasternak rundt i de nordlige forstæder og forsøgte at gro et overskæg, og 19-årige Christian Dorph gik rundt på Nørrebro og den yderste venstrefløj, hvor man bestemt ikke havde tænkt sig at hænge op ad zinkbaren med yuppierne.

Det ville være en skæbne værre end døden, eller i hvert fald pinligt ud over alle grænser at blive set på stedet, hvor nyrige viftede med kreditkortene eller rodede efter bundtet med store sedler i de dyre habitbukser, mens de råbte på mere champagne.

»1980’erne var en tid, hvor man enten var helt oppe at køre, eller også var man helt nede«, siger Simon Pasternak.

Klaustrofobisk tid I hans og Christian Dorphs nye roman begynder handlingen med en skildring af en fest, som fra Café Victor ikke alene fører ud i Københavns nat, men også fører igennem 450 sider, som forsøger at skildre det klaustrofobiske mørke, som 1980’erne overvejende var, når årtiet bliver set gennem de to forfatteres briller.

Det er et årti præget af trusler overalt. Var det ikke terror, var det atombomben eller aids, der ville taget livet af os alle.

»Det var en enormt klaustrofobisk tid, hvor man både var lukket inde i sig selv og samtidig lukket inde i de submiljøer, hvor man nu befandt sig. Jeg kom aldrig på Victor, og det var først senere, jeg som digterspire kom på Café Sommersko og Café Dan Turèll. Ellers kom vi på Nørrebros værtshuse og på Christiania. Det var et lukket miljø«, siger Christian Dorph.

Han kan huske, at han og andre ’skrivebordssocialister’ dengang forsøgte at få kontakt med tidens bz’ere, men det lykkedes aldrig de unge venstrefløjsaktivister at få hul igennem til dem.

1980’ernes dødsfascination
»Som alle andre var vi bare nogle voksenfascister i deres øjne, og de brød sig ikke om andre end sig selv«, siger Christian Dorph.

»I 1980’erne var det jo sådan, at de fleste var spærret inde et eller andet sted, om det så var i punkbevægelsen, i en psykose eller i en dødsangst. Det er jo utroligt, hvordan en tid kan blive som en trykkoger, og 25 år efter er der ingen, som kan huske noget. Det hele er gået over, som var det en influenza«, siger Simon Pasternak.

Med den tredje roman i deres krimiserie om årene 1975-2000 vil de forsøge at give deres bud på, hvordan 1980’erne var, ligesom de i de to foregående bøger har skildret 1970’erne.

Deres hensigt er, at kriminalromanerne skal være lige så meget et portræt af en tid, som de skal være en kriminalistisk gåde.

I 1980’erne var det jo sådan, at de fleste var spærret inde et eller andet sted, om det så var i punkbevægelsen, i en psykose eller i en dødsangst.

Forbrydelserne i deres bøger skal også helst være flettet helt sammen med den pågældende tidsperiode, og derfor spiller den sortsynede 80’er-digtning også en stor rolle i ’Jeg er ikke her’, og læsningen af den unge, let forstyrrede Martin Sommers digtsamling ’Stjernestemmer’ indgår i kriminalfolkenes opklaringsarbejde.

LÆS ARTIKEL

»I 1980’erne er der en dødsfascination, en slags dødslængsel. Der er både en ekstrem livsintensitet, som man kan se i digtene på det eksistentielle plan hos en Søren Ulrik Thomsen og på det universelle plan hos en Michael Strunge. Men samtidig virker alt også meningsløst. Enten er man helt oppe, eller også er man helt nede. Det prøver vi også at arbejde os frem til i den digtsamling, Martin Sommer får udgivet i bogen. Enten betyder digtene alting, eller også betyder de ingenting«, siger Simon Pasternak.

Ikke som i 'Bryggeren'
I den labyrintiske handling i ’Jeg er ikke her’ sparer de to forfattere ikke på effekterne.

En kriminalmand får aids i udbrud, en firserdigter er småskør, terroristerne myldrer frem, og bz’ere og nyrige er i fuld aktivitet i hver sin ende af hovedstaden.

»Vi er glade for det kulørte, men det skal jo heller ikke være Den Blå Vogn. Til gengæld prøver vi at skabe et plot, der sender læseren rundt til de brændpunkter, der nu er i 1980’erne. Men vi vil ikke gøre, som de gjorde i tv-serien ’Bryggeren’, hvor Søren Kierkegaard pludselig kom ind i handlingen, og så kunne man sætte kryds ved ham og derefter et kryds ud for Nathalie Zahle. Vi skal ikke nødvendigvis alle steder hen. Vi har terroren mod North West Orient og Synagogen med, men eksempelvis ikke atomtruslen, som ellers spillede en stor rolle i tiden«, siger Pasternak.

Smæk for skillingen
Med kriminalserien om politifolkene Anita Jensen, Erik Rohde og Ole Larsen ønsker de to forfattere at tegne et billede af en bestemt tid, men Christian Dorph erkender, at det er en balancegang.

»Det svære ved historiske krimier er jo, at fortiden ofte virker meget komisk på en. Man kan meget nemt påpege, at de gik med skulderpuder og opsat hår, og hvor fjollede de i øvrigt så ud, men vi er meget påpasselige med at have for mange tidstegn i handlingen. Vi kunne se, hvad der skete, da flere film for ti år siden forsøgte at skildre 60’erne og 70’erne«, siger han.

Der skal være temposkift, og indimellem skal læseren have en håndmad af teksten. Ellers bliver det jo bare James Bond

De to forfattere understreger dog, at tidsbilledet aldrig må fylde mere end halvdelen. Det er krimier, de skriver, og der skal være smæk for skillingen. Og der skal være smæk på mange niveauer. De brutale dødsfald i krimiplottet spejles af den død, som sniger sig ind på en af hovedpersonerne, som ædes op af tidens sygdom, aids.

»Vores krimier handler om usikkerhed og chok på mange niveauer. Det handler ikke kun om, hvem der står bag døren, men også om, hvorvidt ens kone hader en, fordi man har aids. Der skal være forskellige stilistiske niveauer, og det er heller ikke spændende, hvis der er skyderier hele tiden. Der skal være temposkift, og indimellem skal læseren have en håndmad af teksten. Ellers bliver det jo bare James Bond«, siger Simon Pasternak.

LÆS ANMELDELSE (2005)

LÆS ANMELDELSE (2008)

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

LÆS ANMELDELSE (2010)

Fortolkningskrig om årtierne
Både han og Christian Dorph troede, det ville blive lettere at skrive krimierne, når de kom op i en tid, de selv havde været en del af, men sådan var det ikke. De måtte researche meget for at få hold på det sorte årti.

»Samtidig er 80’erne en tid, alle kan huske, hvis de er fra 35 og opefter, og så er man i et andet felt, end hvis man skriver om middelalderen. Vi går jo ind i folks erindring, og der er stadig en slags fortolkningskrig om 80’erne. På en måde er vi også selv fremmede for tiden, for nok var vi der, men vi var jo ikke der, hvor det skete. Derfor har opgaven været at sprætte en tid op og samle den igen, så den kan blive et billede på tiden for både os og for andre«, siger Pasternak.

»Jeg er glad for, at jeg ikke skal skrive nutidskrimier, for jeg synes, de fleste handler om de samme tre-fire-fem emner. I sommer læste jeg en del, og de handlede alle om pædofili. Vi skal ikke skrive vores serie op til vores egen tid. Kun til år 2000«, siger Christian Dorph.

»Der bliver da også skrevet gode nutidskrimier, men hvis man er interesseret i de fortolkningskrige, der har været de seneste 25 år, er det måske den historiske krimi, man skal kaste sig over. Til gengæld må man jo sige, at krimigenren er blevet ret stor de seneste år. Jeg tror, det fantastiske kommer til at spille en stor rolle fremover, for der har været mange realistiske krimier«, siger Pasternak.

Skabelonagtige nutidskrimier
Christian Dorph mener, problemet med mange nutidskrimier er, at de er journalistisk tænkt, og at de er udtryk for en bestemt måde at læse aviser på. Hvis et bestemt emne fylder meget i mediedækningen, kaster alle sig over det.

»Man kan jo også se, at nogle forfattere spytter krimierne ud, og derfor bliver de skabelonagtige. Vi bruger måske længere tid på at skrive bøgerne, som også er ret researchtunge. Det har denne gang taget os tre år, og det er måske længe at vente, men man skal på den anden side også skrive en bog færdig«, siger han.

»Der bliver da skrevet masser af gode nutidskrimier«, siger Simon Pasternak.

»Gu gør der ej«, hvisker Christian Dorph.

Man kan jo også se, at nogle forfattere spytter krimierne ud, og derfor bliver de skabelonagtige. Vi bruger måske længere tid på at skrive bøgerne, som også er ret researchtunge.

Forfatterparret har selv 20-25 læsere på, inden de afleverer en færdig bog, og ved den seneste udgivelse måtte de til tasterne igen, da læserne havde givet deres mening til kende.

»I denne bog vælger vi to helt modsatrettede genrer. Krimien og lyrikken. Det mest fortællende og det mindst fortællende, og vi bliver nødt til at høre, om folk synes, det virker. Er det sjovt, hvis man ikke er litteraturnørd? Er det sjovt, at digtene bliver læst på forskellig måde? Det er klart, at politifolkene heller ikke gider læse digtene, og på den måde er de læsernes repræsentanter, som må opsøge andre folk for at høre, hvad de mon betyder. Vi bliver nødt til at have læsere på, for det kan godt være, vi synes, det er hamrende skægt, hvad vi har fundet på, mens vi sad og skrev i et sommerhus, men måske har alle det ikke sådan, og krimien er en åben genre, som fandeme skal kunne læses«, siger Simon Pasternak.

Metaforerne skal væk

De to forfattere har skrevet hen over hinandens tekster, og begge sigter efter en blanding af spænding, krønike og litterær ramasjang.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Man har altid nogle mere eller mindre åndssvage metaforer for, hvordan man arbejder, og vi har haft en fornemmelse af, at vi både ville spille Tommy Seebach på kam og Sibelius for symfoniorkester«, siger Pasternak.

»Nej, omvendt. Sibelius på kam«.

»Nå, men jeg vil nu påstå, at man håber, det i hvert fald ikke bliver Sibelius på kam. Nu ødelagde du min metafor igen. Det samme sker, når vi skriver. Jeg skriver en lækker metafor ind i teksten, og når Christian har været der, er den væk«.

»Ja, det har jeg lært af Højholt. Metaforerne skal væk. Men Sibelius på kam er vel det, vi vil lave. Det store udtræk, og så alligevel ...«.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden