Det begynder på Café Victor i det indre København. Selvfølgelig må det begynde lige her, når det er en historie fra 1985.
Forfatterne Christian Dorph og Simon Pasternak var aldrig i tvivl om, at romanen ’Jeg er ikke her’ måtte indledes på cafeen i Ny Østergade, selv om de aldrig selv besøgte cafeen i midtfirserne.
Dengang gik den 14-årige Simon Pasternak rundt i de nordlige forstæder og forsøgte at gro et overskæg, og 19-årige Christian Dorph gik rundt på Nørrebro og den yderste venstrefløj, hvor man bestemt ikke havde tænkt sig at hænge op ad zinkbaren med yuppierne.
Det ville være en skæbne værre end døden, eller i hvert fald pinligt ud over alle grænser at blive set på stedet, hvor nyrige viftede med kreditkortene eller rodede efter bundtet med store sedler i de dyre habitbukser, mens de råbte på mere champagne.
»1980’erne var en tid, hvor man enten var helt oppe at køre, eller også var man helt nede«, siger Simon Pasternak.
Klaustrofobisk tid I hans og Christian Dorphs nye roman begynder handlingen med en skildring af en fest, som fra Café Victor ikke alene fører ud i Københavns nat, men også fører igennem 450 sider, som forsøger at skildre det klaustrofobiske mørke, som 1980’erne overvejende var, når årtiet bliver set gennem de to forfatteres briller.
Det er et årti præget af trusler overalt. Var det ikke terror, var det atombomben eller aids, der ville taget livet af os alle.
»Det var en enormt klaustrofobisk tid, hvor man både var lukket inde i sig selv og samtidig lukket inde i de submiljøer, hvor man nu befandt sig. Jeg kom aldrig på Victor, og det var først senere, jeg som digterspire kom på Café Sommersko og Café Dan Turèll. Ellers kom vi på Nørrebros værtshuse og på Christiania. Det var et lukket miljø«, siger Christian Dorph.
Han kan huske, at han og andre ’skrivebordssocialister’ dengang forsøgte at få kontakt med tidens bz’ere, men det lykkedes aldrig de unge venstrefløjsaktivister at få hul igennem til dem.
1980’ernes dødsfascination
»Som alle andre var vi bare nogle voksenfascister i deres øjne, og de brød sig ikke om andre end sig selv«, siger Christian Dorph.
»I 1980’erne var det jo sådan, at de fleste var spærret inde et eller andet sted, om det så var i punkbevægelsen, i en psykose eller i en dødsangst. Det er jo utroligt, hvordan en tid kan blive som en trykkoger, og 25 år efter er der ingen, som kan huske noget. Det hele er gået over, som var det en influenza«, siger Simon Pasternak.
Med den tredje roman i deres krimiserie om årene 1975-2000 vil de forsøge at give deres bud på, hvordan 1980’erne var, ligesom de i de to foregående bøger har skildret 1970’erne.
Deres hensigt er, at kriminalromanerne skal være lige så meget et portræt af en tid, som de skal være en kriminalistisk gåde.
I 1980’erne var det jo sådan, at de fleste var spærret inde et eller andet sted, om det så var i punkbevægelsen, i en psykose eller i en dødsangst.
Simon Pasternak
Forbrydelserne i deres bøger skal også helst være flettet helt sammen med den pågældende tidsperiode, og derfor spiller den sortsynede 80’er-digtning også en stor rolle i ’Jeg er ikke her’, og læsningen af den unge, let forstyrrede Martin Sommers digtsamling ’Stjernestemmer’ indgår i kriminalfolkenes opklaringsarbejde.
LÆS ARTIKEL
»I 1980’erne er der en dødsfascination, en slags dødslængsel. Der er både en ekstrem livsintensitet, som man kan se i digtene på det eksistentielle plan hos en Søren Ulrik Thomsen og på det universelle plan hos en Michael Strunge. Men samtidig virker alt også meningsløst. Enten er man helt oppe, eller også er man helt nede. Det prøver vi også at arbejde os frem til i den digtsamling, Martin Sommer får udgivet i bogen. Enten betyder digtene alting, eller også betyder de ingenting«, siger Simon Pasternak.
Ikke som i 'Bryggeren'
I den labyrintiske handling i ’Jeg er ikke her’ sparer de to forfattere ikke på effekterne.
En kriminalmand får aids i udbrud, en firserdigter er småskør, terroristerne myldrer frem, og bz’ere og nyrige er i fuld aktivitet i hver sin ende af hovedstaden.
»Vi er glade for det kulørte, men det skal jo heller ikke være Den Blå Vogn. Til gengæld prøver vi at skabe et plot, der sender læseren rundt til de brændpunkter, der nu er i 1980’erne. Men vi vil ikke gøre, som de gjorde i tv-serien ’Bryggeren’, hvor Søren Kierkegaard pludselig kom ind i handlingen, og så kunne man sætte kryds ved ham og derefter et kryds ud for Nathalie Zahle. Vi skal ikke nødvendigvis alle steder hen. Vi har terroren mod North West Orient og Synagogen med, men eksempelvis ikke atomtruslen, som ellers spillede en stor rolle i tiden«, siger Pasternak.
Smæk for skillingen
Med kriminalserien om politifolkene Anita Jensen, Erik Rohde og Ole Larsen ønsker de to forfattere at tegne et billede af en bestemt tid, men Christian Dorph erkender, at det er en balancegang.
»Det svære ved historiske krimier er jo, at fortiden ofte virker meget komisk på en. Man kan meget nemt påpege, at de gik med skulderpuder og opsat hår, og hvor fjollede de i øvrigt så ud, men vi er meget påpasselige med at have for mange tidstegn i handlingen. Vi kunne se, hvad der skete, da flere film for ti år siden forsøgte at skildre 60’erne og 70’erne«, siger han.
Der skal være temposkift, og indimellem skal læseren have en håndmad af teksten. Ellers bliver det jo bare James Bond
Simon Pasternak
De to forfattere understreger dog, at tidsbilledet aldrig må fylde mere end halvdelen. Det er krimier, de skriver, og der skal være smæk for skillingen. Og der skal være smæk på mange niveauer. De brutale dødsfald i krimiplottet spejles af den død, som sniger sig ind på en af hovedpersonerne, som ædes op af tidens sygdom, aids.
»Vores krimier handler om usikkerhed og chok på mange niveauer. Det handler ikke kun om, hvem der står bag døren, men også om, hvorvidt ens kone hader en, fordi man har aids. Der skal være forskellige stilistiske niveauer, og det er heller ikke spændende, hvis der er skyderier hele tiden. Der skal være temposkift, og indimellem skal læseren have en håndmad af teksten. Ellers bliver det jo bare James Bond«, siger Simon Pasternak.
LÆS ANMELDELSE (2005)
LÆS ANMELDELSE (2008)
