Tænk, hvad der kan siges på seks, korte billedbogslinjer! (I hvert fald nogle gange). Bedstefar er død. Han er i Bjørnehimlen. Lille Bjørn er ked af det. Han går ud i den vide verden for at finde denne himmel. Voila! På højresiden tegner den elskværdige Wolf Erlbruch fra Tyskland en ranglet bjørneunge under triste grønne skyer. Fortælleren Dolf Verroen er hollænder. Forstoppet krokodille Historien er for de allermindste, og den er lige så enkel og knap som billedsiden. Den lille bjørn henvender sig til alle mulige dyr. »Æd mig straks! Jeg vil op til Bjørnehimlen«. Men det gider de ikke. Tigeren har lige spist. »Forsvind«, snerrer den. Slangen fryser, og krokodillen får dårlig mave af bjørnelabber. Trist og troskyldig Hvad skal en stakkels bjørneunge gøre andet end at kravle op i Wolf Erlbruchs ensomme, afpillede træ og stirre sørgmodigt op i hans intetfarvede himmel. Yderst til venstre har stjernetegnene samlet sig i en kugle, så de dækker for indgangen til bjørnenes himmel. Våd og forkommen trisser den lille fyr hjem til hulen. Der er jo hans himmel. Wolf Erlbruch er verdensberømt for dén med muldvarpen og lorten. Hans stil er sammensat af Øst og Vest. Den brutale enkelhed og papirmånen kommer langvejs fra. De mørke farver og kompositionen er fra en (central)europæisk tradition. Det er utroligt, hvad han kan få ud af lidt. Mon ikke han arbejder hen imod at kunne sige det hele i en farvet prik? Erlbruchs bjørneunge er trist og troskyldig. Kropssproget fortæller om en hengivenhed uden sikkerhedsnet. Tegneren strør ikke om sig med tju-bang og kontraster. Når han gør det - som i tegningen af mødet med ræven - bliver det uforglemmeligt. Man siger, at krisen er nået til billedbøgerne nu. Forhåbentlig bliver der stadig råd til den store verdens store tegnere for børn. Browne, Daly, Rotraut, Susanne Berner - og Erlbruch. Det gør der helt sikkert!