»Pigen læner sig tilbage og smiler. Hun tænker, at sådan er døden vel. En lang lige vej gennem et solflimrende landskab. »Morfar fortalte engang om de kaktusser, der vokser i ørkenen og sommetider stikker i brand. »I gamle dage mente man, at det var Gud, der viste sig, når han blev vred«. Rædselsvækkende Passagen finder man i en af de foruroligende, undertiden nærmest mareridtsfremmende historier i Charlotte Weitzes samling 'Mørkets egne'. Her kapsles moderne mennesker, deres erfaringer og bevidstheder ind i gamle myter, som her i myten om den brændende busk i ørknen. Historierne er barske, og når de har denne kulde og rædselsvækkende virkning, hænger det sammen med Charlotte Weitzes sprog, der tilsyneladende virker enkelt og ligetil, men som er overordentlig gennemarbejdet. Den historie, som man i alle tilfælde ikke skal læse, når man er alene hjemme, er 'Mørke cyklister', som bygger på en erfaring, de fleste danskere vel har gjort, al den stund de som børn og halvstore har oplevet at cykle på en mudret sti ved kanten af en mose eller sø - måske i halvmørke - og cyklen så er skredet ud. Denne erfaring genopvækkes i denne hårrejsende historie, som er en rigtig ægte spøgelseshistorie i moderne design. Fortællemæssig tyngde savnes Flappen oplyser, at Charlotte Weitze bor i Bakkehuset på Frederiksberg i den legatkunstnerbolig, som findes her, og man kan ikke se bort fra, at netop Bakkehuset ligger bag sluthistorien 'Museumsbarn', hvor den berømte sofa i Bakkehusets hjørnestue - den Kamma Rahbek døde på - og andre af museets rekvisitter spiller ind, men i forvandlet, forvrænget form. Charlotte Weitzes fortællegreb er stramt, hendes sprogbehandling er raffineret, nok efter anmelderens jævne smag på kanten til det overarbejdede. Hun er god, rigtig god, og det er måske en anelse uhøvisk at ønske, at hun næste gang vil skrive en større sag, som hun gjorde med romanerne 'Fandekke' (2001) og 'Brevbæreren' (2003). Men skønt historierne i denne samling er gode, gælder det for dem som for alle korthistorier, at læseren - eller skal vi sige: denne læser - bliver en anelse bedrøvet, når hun efter få sider skal tage endelig afsked med det univers, historierne opridser, for at haste til et nyt. Det er selvfølgelig kortfortællingens modus, men, men ... det ville være godt, hvis næste værk fik lidt mere fortællemæssig tyngde.