Nogle billeder er enkle. Næsten til at række ud og gribe med hånden: »Dug er diamanter/ på den skarpe plæne«. Men det er de færreste. De fleste er flertydige eller rent ud mystiske. Som noget, der slår ned. Nogle gange rammer det dig lige i hovedet. Andre gange står man og misser. Hvad var det? Hvad var »silke ad trapperne/ væder en brud/ på en trefløjet skærm«? De står side om side i ’Barde under skyerne’. F.eks. i ’Nat om nat’, hvor det fine »søvnens lyd i rummet/ er et fugletræk« efterfølges af det mere sjove end meningsfulde »balloner strør kanel i håret« og senere af det slet og ret vakse indfald »sne i overdriver«. Men i næste digt kommer ballonerne med. De har indviklet musik med om bord. Og musik kan nok være nødvendigt, når »en kulkælder affarver træerne«. Et mageløst klart og overrumplende billede på, hvordan man ser, når man er i dét humør.
Der er digte til H.C. Andersen, Sarvig og Rimbaud. Det ene digt sender en underjordisk sonde videre til det næste. Association til Rifbjergs Salinger-oversættelse med titlen ’Griberen i rugen’ dukker op med griberen i det ene digt og rugen i det næste. En gang imellem sidder man tilbage med følelsen af, at Simon Grotrian har forladt det vedtagnes relativt firkantede bygning og gået ind i det rene sprog, hvor sproget som redskab for gængs kommunikation ligger tilbage som en afkastet ham.
