Der er vist ingen dansker, der ikke har sunget en eller flere af B.S. Ingemanns morgen- og aftensange. Flere af dem er sublime, overgås ikke af andre, og de bliver da også sunget hver eneste dag et sted i det danske land. Ingemanns store danmarkshistoriske romaner bliver nok ikke brugt så meget mere, men for blot nogle år siden blev de – om end i forkortet form – læst og læst. LÆS OGSÅDen knap så blide Ingemann De fleste af Ingemanns store værker blev til i Sorø, hvor han var lektor ved Akademiet og boede i den ene af de to villaer, der ligger klos op ad Akademiets hovedbygning. Og her stod han ved sin skrivepult – den kan ses på Sorø Museum – dag ud og dag ind og skrev og skrev. Et kæmpeværk både målt i kvantitet og i kvalitet. Hans kone, Lucie, skrev ikke, hun malede, og hun skabte mange smukke blomsterbilleder og en række mindre gode altertavler, som hun nærmest skal have tvunget om ikke ned i halsen på Sjællands præster, så dog have promoveret med meget stor iver, og de hænger da stadig rundt omkring. Mangler tvist Marianne Hesselholt, forfatter til bl.a. romaner om salmedigteren Kingo (’Gylden sol og sorte Skyer’) og om salmedigteren fra Ribe, Hans Adolf Brorson (’Brorsons billeder’), har nu taget fat på Ingemann og hans malende kone.
Kompositionen er kronologisk, læseren følger Ingemanns liv fra han er en lille purk, som af en køkkenpige bliver hejset ned i brønden, for at han kan se brøndkongen – en færd, der er på nippet til at blive fatal – og indtil han som en gammel mand ligger og venter på døden og beder sin kone om at få lov til at se solnedgangen en sidste gang.
