Blandt Latinamerikas mange diktatorer var Rafael Leonidas Trujillo måske den allermest frastødende. Han styrede den lille Dominikanske Republik i tredive år med en bizar blanding af brutalitet og personlig forfængelighed, indtil han i 1961 blev likvideret af en gruppe sammensvorne fra det militærapparat, han ellers byggede sin magt på. Samfundskritik For fem år siden udsendte peruaneren Mario Vargas Llosa en stor roman om mordet på Trujillo og dets forudsætninger og følger, en bog, der fortsætter hans kritik af den vold og korruption, som forpester latinamerikansk politik. Nu får vi bogen på dansk i Rigmor Kappel Schmidts oversættelse, og den tror jeg godt, man kan være tryg ved. Titlen, 'Bukkens fest', hentyder til den machoattitude, som Trujillo gerne indtog (som så mange andre latinamerikanske mænd!) - men der er en dobbelttydighed i ordet 'fest', som går igen i bogens opbygning. Det betyder ikke bare fest som privat fornøjelse, det kan også betyde en helgenfest eller højtid, og helgendyrkelsen af Trujillo nåede hysteriske højder lige efter mordet på ham, da de sammensvorne forkludrede det planlagte kup og i stedet spillede magten i hænderne på den øvrige Trujillo-familie og den snu marionetpræsident Balaguer. Åndelig voldtægt Både den store og den lille historie rummes i titlen - og handlingen begynder og ender med den private 'fest', som den fjortenårige Urania, datter af en senator i unåde, tror, at hun skal til hos Velgøreren. I virkeligheden skal hun gives som et jomfruoffer til den enevældige buk, så hendes far kan vinde sin position tilbage. Den personlige forkrøbling, som denne 'fest' forårsager hos Urania, står som sindbillede på den forkrøbling, hele nationen udsættes for gennem diktatorens åndelige voldtægt, og det er denne kollektive neurose, der blotlægges i den store handling. Autentiske facts Vargas Llosa fortæller bredt og detaljeret om de sammensvorne og deres motiver, og om Trujillo og hans luner, så de mange handlingsspor fletter sig sammen til en forfærdende og fascinerende skildring af magtens psykopatologi. De historiske facts er autentiske, men Vargas Llosa tillader sig med romanforfatterens suveræne ubekymrethed at gå ind og ud af personernes inderste tanker og oplevelser og at skildre episoder, der ikke kan være noget detaljeret forlæg for. Formålet er ikke at skrive en kildekritisk holdbar version af begivenhederne, men at skabe den viden om historiens dunkle drivkræfter, som kun fiktionen kan give. Man kan med en vis ret tale om 'diktatorromanen' som en undergenre i den latinamerikanske litteratur, og i så fald er 'Bukkens fest' et af genrens hovedværker. Den tilsyneladende løse komposition går op til sidst, og den brede strøm af ord bliver en rivende og medrivende flod. Hvis ellers bogmarkedet var styret af retfærdighed, burde romanen blive en bestseller også i Danmark.