Ina Bruhn kredser gerne om gymnasietiden, og med 'Anna for altid' har hun virkelig fået noget at kredse om. Det er en alenlang roman om den vej, der er bestrøet med tømmermænd og kærestesorger. Men så har den en dimension, som bliver introduceret omkring midten - dvs. side 200! - der gør den farlig og tankevækkende. Og giver mening til titlen. Mere skal ikke røbes. LÆS OGSÅFransk delikatesse-bog frembringer følelsen af at være forelsket Anna er fløjet ind fra Atlanta, Georgia, USA for at begynde på gymnasiet i en sjællandsk by. Hendes forældre er døde i en brand, så nu har hun kun den hjælpsomme onkel Walter ved sin side. Han indlogerer hende i egen lejlighed og overlader hende til sin angst, uvirkelighedsfølelse og grumme dæmoner. Efterhånden får Anna styr på en anden udgave af dødsbranden, men forinden når hun at støde dem fra sig, som vil hjælpe. Da historiens hemmelige side træder frem, er hun lige til at plukke. I 'Anna for altid' er der en ulige vægtning imellem anelser og action og så de lange dage imellem 1. g og studenterhuen. Anna fortæller selv. LÆS OGSÅSuccesfuldt krimi-par vil nu selv lege gud Gymnasietiden er detaljeret beskrevet, men uden nogen egentlig dybde eller hensigt. »»Jeg har faktisk tid lige nu«, siger frisøren og smiler. Hendes læbestift er løbet ud i højre side«. Den anden hemmelighedsfulde tråd rulles op, uden at læseren for alvor får besvaret sit rungende: Hvorfor? Anna får huen med et tital i dansk. Men det kan hun ikke rigtig bruge til noget. Det er et opfindsomt plot, som havde fortjent en gevaldig opstramning. Den løber ud ligesom læbestiften.