Det begynder med, at der kommer mæslinger til Færøerne. Sådan en epidemi bevæger sig jo omkring uden persons anseelse. Det samme gør Jóanes Nielsens fortæller. Det vælter frem med personer i hans krønike, der pendler frit frem og tilbage gennem et par århundrede. Også med genrer er han generøs. LÆS OGSÅFærøsk forfatter: I de mørke fjelde tror man på hvad som helst Der er situationer og replikker som i enhver anden roman. Men de afbrydes af leksikonartikler, for eksempel en detaljeret beskrivelse af, hvad den florissante periode i danmarkshistorien er for en fætter. Når teksten kommer ind på forfatterens eget fag, bliver den nærmest til en akademisk artikel. Intet er 'originalt' færøsk Vi får citater og synspunkter på færøsk sprog og litteratur, fra Hammershaimb og Chr. Matras til Ole Jacobsen og Kim Simonsen, ledsaget af Nielsens kritiske kommentarer til dem. Eller hvad med denne her: »Ingen digter har haft større betydning for den færøske folkesjæl end netop Kingo«. Det er selvfølgelig ikke, fordi Nielsen ikke ved, hvad han gør. Det er, fordi han befinder sig i postkolonialismens og postmodernismens verden, dér, hvor bøger som ’Midnatsbørn’ og ’De sataniske vers’ er pejlemærker. LÆS OGSÅJóanes Nielsen mestrer den nordiske magi
Bogen er et miskmask af stilarter, for det er dens Færøer nemlig også. På religionens område er der lidt norsk pietisme, lidt dansk statslutherdom, lidt islam, lidt soldyrkelse og forskellig anden hedenskab.
