Ligesom alle andre moderne fænomener har litteraturen sine modeluner. Moden skifter, og det, som lå fremme på salonens kaffebord som væsentlige bøger, genfindes nogle gange gemt væk i sommerhusets fyrretræsreol i gæsteværelset. Romaner bliver til kitsch eller camp, og man falder igennem i det læsende selskab, hvis man stadigvæk manisk elsker en bog, som eftertiden har dømt corny og kommerciel. Livet labbes i sig med enorm appetit Englænderen Lawrence Durrells romansuite, hans kvartet om den græsk-egyptiske metropol Alexandria tog læserverdenen med storm, da de fire bind udkom i løbet af tre år, fra 1957 til 1960. Den blev meget hurtigt oversat til dansk af selveste Elsa Gress og trykt i flere oplag og begejstrede dannede danske mænd og kvinder fra Skagen til Gedser med sin lange skrøne om sex and the city i mellemkrigstidens Egypten. Nede i de varme lande, hvor mennesker kan føle brunstens tørst og få den slukket på alskens faconer, hvor De Ti Bud ikke gælder med hensyn til kreativ promiskuitet, fra Kama Sutra i skøgernes basar til tyrkiske bade for pædofile herrer. Ja, livet leves her helt enormt med erotisk elegance og antiborgerlig appetit. Mestendels og glubsk til den gazelleagtige, forførende og gådefulde Justine, som går nøgen rundt i sit soveværelse med Kant på natbordet, røgelse i rummet og visdom i skødet. Med sanserne vidt åbne En kvinde, hvis elskov er som opium af lange piber, men med elskov af samme standhaftighed som kviksølv på et skråplan. En moderne Afrodite, som ude på balkonen med sovekammer på stemmebåndet og håret fuld af månestråler hvisker skælmsk og sensuelt til mænd med rygrad af smeltet vingummi: »Engorge moi«! Hvilket jo blot er husmoderfransk for tag mig her og nu, du. Det gør de så. Her i den både antikke og arabiske havneby, en labyrint af snoede stier og stræder til lyster, du næppe, o småborger fra Europas sølle og bigotte forstæder, kan forestille dig! Nuvel, tiden er ifølge Einstein relativ. Specielt over for fire menneskers, Justine, Balthazar, Mountolive og Cleas erkendelse af momentet og stedet for deres fatale møder og favntag, fragmenteret fortalt fra flere dirrende vinkler og på brede veje med myldretid for adjektiver. Alt smuldres ud i kulørte stumper, flyder på en svømmende syntaks med alle vovede sanser vidt åbne. Dalende litterære aktier Alt imens vi fornemmer, at hemmelige agenter og andre enigmatiske mennesker lister rundt i virvaret, hvor den hvide mand slet ikke er en vellidt koloniherre, og gongongen for imperiets skæbne slår til sandhedens time. Lawrence Durrell havde selv arbejdet i Alexandria under den sidste verdenskrig. Som tolk, muligvis også som spion, i hvert fald helt sikkert som officer, gentleman og digter af følsomme vers. Igennem hele historien og over byens net af gader og boulevarder svæver Durrells litterære forbilleder. Frem for alt byens egen sublime digter, grækeren Konstantinos Kaváfis og hans nostalgiske og neoklassiske poemer over sæders og tiders forfald med barbarers ankomst til byporten. Dernæst Lawrences ven fra Paris Henry Miller og hans filosofiske orgasmer og så endelig St. James Joyce med bevidsthedsstrømme og indre monologer. Moderne metafiktion er kørt ind på perronen for mainstreamlitteratur, Marcel Proust, nu med vandpibe og gemacht melodrama på Østens mysterier og osende myrra. Sådan lød det snart om 'Alexandria-kvartetten', og hvad fanden handler de der bøger egentlig om? Durrells litterære aktier begyndte allerede i 1960'erne at dale drastisk. Det blev snart en sport i forfatterens hjemland, Storbritannien, at mobbe Durrell som en andenrangs forfatter, epigondigter (Kaváfis med masser af hvid vand) og en litterær charlatan med hælervarer fra Henry Millers Paris. Lawrence Durrell selv slog sig fornærmet ned i Frankrig, hvor han skrev flere romaner og en mindre kendt kvintet om middelalder- og pavebyen Avignon. Once upon a time in Alexandria I 1991 døde Durrell som 69-årig, godt hjulpet på vej til graven af for mange flasker, for få venner og et heftigt levned. Men kan 'Alexandria-kvartetten' læses i dag som andet end et tidstypisk kuriosum og smagen af i går? Sagtens. Og selv om man ligesom med en lignende populær dansk forfatter, hvis navn begynder med Ib og ender på Michael, ikke rigtig ved, hvad søren det hele handler om, er der over Durrells passager om menneskers møde og sød musik rigtig meget at lade sig rive med af. Glem de litterære ambitioner, og læs de fire bind som det, vi i dag kalder for den encyklopædiske og monstrøse roman. Man glider af sted på siderne igennem seksuelle smøger, og man får samtidig meget at vide, som ikke kan bruges til meget andet end at blive en hel del klogere end både Brian Mikkelsen og Helge Sander. Og det er jo ikke dårligt i disse tider, hvor viden skal takseres på erhvervslivets børser og ikke på et persisk marked for almen dannelse. Så tak Lawrence for sød æblete, marmelade med hash, slørløse haremskvinder, krydsende skæbner på ægte tæpper og hele den tyrkiske musik fra once upon a time in Alexandria.