Med Kim Lembeks og Rolf Stavnems oversættelse har vi for første gang fået Snorris 'Edda' i sin helhed på dansk, inkluderende hele det poetiske materiale.
Hermed er en hovedkilde til den nordiske gudelære og den ældste nordiske litteratur endelig tilgængelig i en tidssvarende sprogdragt. LÆS OGSÅHallgrimur Helgason udfordrer med stjålne livshistorier
Snorris 'Edda', der er skrevet omkr. 1230 af den magtfulde islandske høvding Snorri Sturluson, rummer således ikke blot en fremstilling af nordisk mytologi, men også en samling skjaldedigte med rødder i vikingetiden, der tillige fungerer som en slags manual til de såkaldte kenninger, skjaldedigtningens fascinerende metaforik.
Storslået formidling
Mytologien er selvfølgelig set gennem kristne briller, og vinklen på de hedenske guder er den såkaldt euhemeristiske, vi også kender fra Saxo, og som var udbredt i middelalderen. Ifølge denne opfattelse var guderne i virkeligheden dødelige herskere og troldmænd, der ved hjælp af magi kunne bilde folket ind, at de var guddommelige.
De nordiske 'guder' var f.eks. oprindelig fra Asien, hvilket navnet aser endnu indikerer, nærmere bestemt fra den sagnomspundne by Troja.
Sådan iscenesætter datidens kristne dogmatik sin egen forståelsesramme, hvorefter man som kristen digter og tænker udmærket kan gendigte farverige hedenske myter uden at miskreditere sin egen tro.
Snorris 'Edda' hviler altså også på en slags 'afsløring' af den hedenske tros påståede selviscenesættelse, men først og fremmest er den storslået digterisk formidling af asernes univers.
Vi lærer om Ginnungadybet og den parterede Ymir, ud af hvis kadaver Jorden og himlen skabes, og vi møder selvfølgelig Odin, Thor, Loke, Heimdal, Freja og resten af det guddommelige persongalleri med alle deres konflikter og gåder, indtil fimbulvinteren og ragnarok atter nulstiller kosmos - hvorefter en »grøn og dejlig« jord imidlertid atter stiger op af havet. LÆS OGSÅKlimt-monografi er kærlighedserklæring til den trykte bog
Og vi lærer om de danske kongers nedstamning fra Odins søn Skjold, heriblandt Rolf Krake, der var »den berømteste af fortidskongerne, ypperst i gavmildhed, tapperhed og ydmyghed«.
Men ved siden af eddadigtenes gude- og sagnfortællinger indeholder Snorris 'Edda' som nævnt også skjaldedigtning, der er underlagt stramme formregler og fuld af særegne synonymer og kenninger. Disse karakteristika oprulles i 'Det digteriske sprog', der nærmest kan betegnes som en slags skjaldedigtningens poetik. Kenning på kenning
Et eksempel på en kenning er »havets hest«, der betyder skib, men kan udvides med andre kenninger. F.eks. er »fiskens vej« en kenning for havet, hvorfor de to kenninger kan kombineres, så et skib i stedet for »havets hest« bliver til »fiskens vejs hest«. Som læsere kan vi således fortrylles af »Kvasirs blod« (digtningen), der når os gennem »tryllesangens klipper« (tænderne) fra »ordenes eng« (tungen).
Der er hundredvis af eksempler herpå i 'Det digteriske sprog', nogle bestående af flere led, hvor kenninger griber ind i hinanden som komplekse betydningskæder.
Digtningen kaldes f.eks. ikke blot for »Kvasirs blod« eller »Alfaders maltbølge« (Odins mjød), men også for »fjordknoglens folks gærs brænding«, hvilket imidlertid kræver en dygtig optrevling af kenning for kenning. LÆS OGSÅIslandsk krimi forsøger sig som postmoderne saga
Det er ikke kun idé- og kulturhistorisk interessant, men også poetisk nærværende at dykke ned i dette gamle ocean af metaforer og sammensatte kenninger, for oversætterne har deres egen anskuelige måde at optrevle koderne for os, så læsningen lettes.
Med Lembeks og Stavnems oversættelse er vi blevet beriget med en smuk udgave af et betagende kildeskrift og dermed også med et væsentligt værk af betydning for den danske kulturarv - og så er det samtidig en både lærerig og underholdende poetisk læseoplevelse.
