Måske har verden virkelig, som det nu hævdes, fået nok af let personlighedsafvigende kvinder som detektiver?
Ikke jeg. Men sandt er det da, at litteraturen for længst havde foregrebet skikkelser som Sarah Lund og Saga Norén, f.eks. med amerikanske Sara Paretskys gæve Victoria Iphigenia Warshawski allerede i 1980’erne. Men mon ikke især en af nutidens valkyrier fortsat vil have sit publikum? Jeg tænker selvfølgelig på afvigeren over dem alle: Den biseksuelle hacker, gothpunker og motorcyklist Lisbeth Salander.
LÆS OGSÅ Lisbeth Salander genopstår i hænderne på 'Zlatan'-forfatter
Jeg selv er i hvert fald på igen, når vi her får hende præsenteret for fjerde gang efter svenske Noomi Rapaces og Rooney Maras tv- og filmversioner og især vores eget første fantasibillede af romanens tatoverede bandit.
Dén figur – hensynsløs og hjerteskærende som produkt af sine erfaringer – var genistregen, der gjorde Stieg Larssons første Milennium-roman til en trilogi og til mere end blot endnu en krimikonstruktion over den digitale tidsalders lyssky aktiviteter fra rockerborge til bestyrelseslokaler.
Sårbar og livsfarlig
Den franskbelgiske tekstforfatter Runberg (f. 1971 og svensk gift) og den spanske tegner Homs (f. 1975) har da også sat Salander på omslaget af deres første bind i tegneserieadaptationen af romanerne.
Men de følger Larssons overordnede komposition, så Milennium-magasinets redaktør, Mikael Blomkvist, er stadig hovedpersonen her, og tegnet næsten som en yngre, mere opvakt og velbygget udgave af Moebius’ Inkal-detektiv John Difool, helt uden lighed med filmenes Michael Nyqvist eller Daniel Craig.
Foruden Moebius er mestertegnerne Loisel og Hermann tydeligvis forbilleder for José Homs. Hans let figurkarikerende realisme med dygtig farve- og lyssætning og skiftende ’kamera’-vinkler så vi sidste år for første gang i dansk udgave med Frank Girouds overrumplende og begavede historie om en kræftsyg mands uforklarlige afmagt ved synet af J.-F. Millets 1857-maleri ’Angelus’.
Tv-tendens: Vi er vilde med de følelseskolde 'mandekvinder'Homs’ sårbare og livsfarlige Lisbeth Salander rammer perfekt mine første filmfri syner af denne senede spor- og kamphund, og ligeledes portrættet af Bjurman, hendes lede sadist af en formynder.
Fascinerende krydsning
Homs har studeret Stockholms smukke bybillede nøje, men nok fået anbragt lovlig høje bjerge på den lille ø uden for ’Hedestad’, som provinsbyen hedder her, modsat den danske romanudgaves ’Hedeby’.
At lade Blomkvist rejse til Japan i stedet for Australien her i første bind og lytte til Tom Petty snarere end Elvis har mindre betydning for historiens flow og videre udvikling end dét, at komprimeringen af det spegede plot f.eks. helt udelader de pensionerede politifolk, der siden skal spille en afgørende rolle.
LÆS OGSÅ Lisbeth Salander er forbudt i Indien
Og de bestialske mord på ’syndige’ kvinder, som i romanen først inddrages meget sent, dukker til gengæld tidligt op her som spredte, uforklarede, énsides fortidsflash i en streg og dyster farveføring, som var vi i Corbens eller Bernie Wrightsons GRU-serier – eller netop Homs’ egne tidligere seriebidrag til Marvel-barbaren ’Red Sonja’.
’Millennium’ har fundet endnu et nyt format, og kun med utålmodighed noterer man, at vi må vente til 2014 og -15 med andet og tredje gensyn med den fascinerende krydsning mellem Røde Sonja og Pippi Langstrømpe i denne fjerde, blæksorte inkarnation.
fortsæt med at læse
