0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Benhårdt vidnesbyrd fra immigranter fremstår med hvidpudret elegance

Julie Otsuka fortæller stærkt medlevende om japanske immigranters kår i 1919.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Historien er – i al sin grumhed – fortalt før.

Julie Otsuka takker hen over halvanden side sine vigtigste historiske kilder, og selv tænker jeg umiddelbart på Jamie Fords roman ’Hotellet på hjørnet af bitter og sød’ (da. 2011) som dokumentarisk-litterært vidnesbyrd om den klapjagt på japanske immigranter, præsident Roosevelt indledte efter bombningen af Pearl Harbor i 1941.

Fra de officielle opslag banket op på telefonpæle: ’Instruktioner til alle personer af japansk herkomst’ over interneringen af de 'fjendtligtsindede' i arbejdslejre og frem til den begyndende glemsel i de amerikanske byer, skoler og boligkvarterer, hvor de japanske immigranter indtil forvisningen havde udgjort en arbejdsom og kulturbærende del af den summende helhed:

»Vi begynder at have svært ved at huske deres navne. Var det mr. Kato eller mr. Sato? Vi modtager ikke længere breve fra dem. Vores børn, som engang savnede dem så voldsomt, spørger ikke længere hvor de er«.

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce