Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Sebastian Buur Gunvald(Arkiv)
Foto: Sebastian Buur Gunvald(Arkiv)

Folkeoplysning. Sammen med tolv oversættere har Kåre Bluitgen tidligere oversat og kommenteret Koranen.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Som abonnent får du 15 procent rabat i Boghallen og 20 procent rabat på Saxo Premium. Læs mere på politiken.dk/plus.

Anmeldelse: Kåre Bluitgen udgiver kriminelt kedelig satire

Bluitgen har skrevet en meget stor bog om profeten - med en meget lille pointe.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det begynder lovende, med en digterkonkurrence i Mekka.

Digtere er jo folk, der fortæller sandheden ved hjælp af løgn, også kaldet fiktion. Men snart fortrænges digterne af profeterne, der jo stikker os fiktioner under dække af den evige sandhed. Forfatteren foretrækker forfattere for profeter.

Ved digterceremonien dukker der en smuk kvinde op, som tilmed smider tøjet. Det gør mændene opstemte, især en vis Abu al-Qasim.

Men ak, derefter går Kåre Bluitgens historie i stå. Den ene anekdote følger den anden, personlisten eksploderer – ifølge registeret er der hele hundrede navngivne medvirkende – og det varer evigheder, før den smukke frøken viser sig igen.

Efter mange, mange sider bliver det afsløret, at Abu al-Qasim også er kendt under navnet Muhammed, og at det altså er profetens historie, vi er ved at arbejde os igennem.

Kedeligt

Når Kåre Bluitgen kan få trekvart tusind sider – eller faktisk halvandet tusind – til at gå med at fortælle om Muhammeds liv, er det, fordi han fortæller om alle mulige andres. Så snart han øjner en tangent, går han ud ad den.

Arabiens hellige byer, Mekka og Medina, er et sandt helvede af religioner, og vi får lidt at vide om dem alle. Her er tilhængere af Jahve, Allah, Kristus og Zarathustra, samt forstødte jøder og ekskommunikerede kristne.

Volden mellem mændene og mellem kønnene er voldsom, men dog ikke værre end i andre historier fra gamle dage. Når det er svært at holde tråden i sådan en mastodont uden tydelige hovedpersoner og højdepunkter, er det ikke mindst, fordi sproget mangler humør og variation.

I små doser havde det været o.k., for Buitgen er en professionel fortæller, hvis sprog er uden knuder. Men når det fortsætter sådan i en uendelighed uden opkvikkende temposkift eller levende billeder, kommer det efterhånden til at lyde som muzak i et supermarked.

INTERVIEW

Hvad går det hele ud på? Kåre Bluitgen har længe kredset om Muhammed. Han havde engang problemer med at få illustreret en bog om profeten.

Da Jyllands-Posten hørte om det, opstod som bekendt ideen om at lære muslimerne at tåle hån, spot og latterliggørelse ved hjælp af karikaturtegninger.

Det virker ikke, som om det er den ide, Bluitgen vil brygge videre på. Han er godt nok et verdsligt menneske, der behandler bogens religiøse figurer som mennesker med de svagheder, mennesker nu engang har, men ikke sådan, at nogen kan hidse sig op.

Det mest krænkende ved ’Den Bedste Bog’ er, at den er nærmest kriminelt kedelig.

1.500 siders hø

Er det mon satire, det her? Ja, vist nok, men af en meget speciel art. Et sted i romanen skriver forfatteren en hel lille leksikonartikel om emnet:

»Satiren gør ikke nar som karikaturen, og den ler ikke ad andres tragedie som komikken. Satiren holder sig så tæt på sandheden som skyggen til sin herre, og det er det, der gør den så ondskabsfuld og uafrystelig«.

Ikke noget med at grine her. Ikke karikaturer, kun skyggebilleder. Det må betyde, at han ligesom sollysets skygger bare afbilder de konturer, der nu engang er til stede i stoffet. Resultatet er en prosa, der er mere realistisk pædagogisk end ondskabsfuld uafrystelig.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Ikke noget med at grine her. Ikke karikaturer, kun skyggebilleder

Forfatteren nøjes med at give sig selv til kende med diskrete bemærkninger som den, at »blandt menneskene synes de mest krigeriske at være dem, der har en gud at retfærdiggøre deres ondskab med«. Men det er jo blot en empirisk sandhed.

Den eneste vittighed, jeg har opdaget i ’Den Bedste Bog’, ligger gemt i undertitlen ’Sandheden’.

Man får nemlig i tilgift til den tykke bog med hvidt omslag ganske gratis en bog magen til under samme titel i sort bind med undertitlen ’Løgnen’.

Til ære for de tungnemme, udtaler et ukendt ’vi’ på titelbladet af sandhedsbindet, at »vi kommer til dig med sandheden«, mens ’vi’ i løgnebindet ser, »at du er fyldt med dårskab, og vi regner dig for at høre til blandt løgnerne«.

I et følgebrev skriver Kåre Bluitgen, at forskellen mellem de to bind er til at overse. Det kan jeg skrive under på. I begge bøger er der nemlig de samme 140 kapitler med de samme undertitler, den samme personliste og de samme otte siders fraklip til sidst.

At søge efter noget i den ene, som ikke er i den anden, er som at stå foran to høstakke og blive bedt om at finde en nål i den ene. Der er 1.500 siders hø at lede i.

I en bedre verden

Jeg må melde pas og lade mig nøje med den simple pointe, at hvad den ene kalder sandt, kalder den anden løgn, selv om den tredje ikke kan se forskel på det ene og det andet.

Læren er, at religiøse mennesker ligesom alle andre af og til er vredladne, lystne, løgnagtige og ikke til at stole på. Bare lidt værre, fordi de tror, at deres hellige bog er skrevet af Gud og ikke – som alle andre bøger – af mennesker.

Det er virkelig en satire, der ikke slider på smilebåndet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Forfatteren er et civiliseret menneske, der ikke hænger den ene slags religiøse mere til tørre end den anden slags. Jøder, muslimer og kristne får såmænd bare at vide, at de er mennesker alle til hobe.

Kun Zarathustra-præsten er lidt klogere, for han ved, at alt det med gud er noget, menneskene har fundet på.

Hvis al satire var som ’Den Bedste Bog’, ville verden være fredeligere. Og kedeligere.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden